Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vrede iranere udskyder demonstration

En varslet demonstration i Iran er netop blevet udskudt. Det ulmende oprør i den iranske befolkning vil snart være dysset ned af myndighederne, vurderer dansk ekspert.

Tilhængere af den slagne iranske præsidentkandidat Mousavi har her til formiddag aflyst en stor demonstration, der skulle have fundet sted i Tehran i dag. Det oplyser flere internationale nyhedsbureauer.

Aflysningen kommer efter, at de iranske indenrigsministerium tidligere på dagen gjorde det klart, at demonstrationen var uden myndighedernes tilladelse.

- Der er ikke udstedt autorisation til en march eller en forsamling, og enhver form for march eller forsamling er ulovlig, sagde en embedsmand fra ministeriet til det franske nyhedsbureau AFP.

Frygt for myndighederne
Efter weekendens hårde sammenstød mellem politi og demonstranter i Tehran, indgav den tidligere premierminister Mousavi i går sin anmodning om at få lov til at gennemføre en landsdækkende protestmarch mod fredagens valg.

Men frygten for myndighederne har sandsynligvis fået de vrede iranske tilhængere til at mane til besindighed, vurderer dansk Iran-ekspert:

- En stor del af den iranske befolkning føler sig snydt og bedraget, og har benyttet de seneste dage til at få luft for deres frustrationer. Men befolkningen ved også, hvilke alvorlige konsekvenser det kan have at gå imod magthaverne. Frygten for myndighederne er stor, og med god grund, siger lektor og ekspert i iransk politik, Claus Valling Pedersen fra Københavns Universitet.

'Død over diktatoren'
Præsidentvalget, der ifølge de officielle valgresultater gav Irans præsident Ahmadinejad næsten 63 procent af stemmerne, førte lørdag og søndag til voldsommer protester i Tehran.

Titusindvis af demonstranter var i går på gaden for at vise deres utilfredshed, og politiske iagttagere hævder, at der er tale om den største folkelige protest siden den islamiske revolution i 1979.

Flere af demonstranterne har har erklæret ’død over diktatoren’, og ifølge BBCs korrespondent I Tehran er den hurtigt voksende protest en alvorlig udfordring - ikke blot for præsident Ahmadinejad, men også for den øverste religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei.

Claus Valling Pedersen mener dog ikke, at der er noget, der tyder på, at myndighederne bør være urolige:

- Alle fortilfælde i Iran peger på, at protesterne vil blive kvalt af myndighederne. Der vil blive slået hårdt ned på alle, der truer systemet. Det ved befolkningen, og derfor tror jeg ikke, vi vil se protesterne udvikle sig til mere, siger han.

Claus Valling Pedersen peger samtidig på, at selvom Mousavi er modkandidat og langt mere reformvenlig end Ahmadinejad, så er han stadig en del af det politiske system:

- Det iranske system er vældig kontrolleret, og det er kun ganske få kandidater, der har mulighed for at stille op til valg. Der er grænser for, hvor meget man kan stikke ud, og på samme måde er der også grænser for, hvor meget Mousavi og hans tilhængere kan tillade sig at gå imod myndighederne, siger han.

Vesten tvivler på valgresultatet
Tilhængere af Mousavi beskylder Ahmadinejad for at have snydt sig til præsidentposten og har appelleret til Irans øverste religiøse råd om at få annuleret resultatet af valget.

Og også i Vesten har flere lande, heriblandt USA og Tyskland, rejst tvivl om valgresultatet:

- Det ser bestemt ud til, at der er reel tvivl, når man ser på den måde, de undertrykker ytringsfriheden, den måde de undertrykker demonstrationer og den måde, hvorpå folk bliver behandlet, sagde Biden til den amerikanske tv-station NBC's, da han blev spurgt, om han troede, at Ahmadinejad havde vundet valget.

- Jeg har mine tvivl, men vi vil ikke kommentere valget, før vi har vurderet hele processen og ser, hvordan tingene udvikler sig, sagde Biden.

Tyskland som er en af Iran største handelspartnere har krævet hurtigst muligt at få klarhed over resultatet:

- Jeg har sammen med europæiske kolleger bedt Iran om snarest at få kastet lys over, hvad der er foregået - og om man kan tage valgresultatet seriøst eller ej, udatler den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier i går til den tyske tv-station ARD.