Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Vi taber den næste generation«

Gaza-krigen har traumatiseret Gazas nye generation i uset grad. De unge kan udvikle sig til at blive farligere end selvmordsbombere, siger ledende psykiater.

Abu Sale tog tirsdag den 6. januar en fatal beslutning.

Gaderne omkring hans hus, hvor hans børn leger, var ifølge familiefaderen fyldt med hvid fosfor fra israelske angreb. Kemikalier og eksplosioner fik gaden til at lugte som en kloak, så børnene brækkede sig. Granater regnede ned over kvarterets huse i området mellem Jabalya og Beit Lahiya i det nordlige Gaza.

Den 38-årige Abu Sale tog derfor sin lyshudede, fregnede hustru Suheila og sine otte børn med sig og flygtede til al-Fakhora skolen, hvor FN havde oprettet en flygtningelejr.

»Hele nabolaget søgte ly på skolen, som vi blev opfordret til,« fortæller hustruen Suhelia. Men flugten blev skæbnesvanger: Familien ankom efter 15 minutter til skolen, hvis yderområder blev angrebet af israelske granater. Flugten blev Abu Sales sidste skridt; han blev omgående dræbt uden for skolen.

Tre af hans hans døtre, 11-årige Lina, 13-årige Dina og 15-årige Dalia, fortæller på skift om oplevelsen siddende på et rødt, vævet tæppe i familiens hus:

»Min største frygt var, at hele min familie ville blive dræbt af granatstumper, og at jeg ville blive efterladt alene,« fortæller Dina.

»Jeg så folk bløde. De havde hverken arme eller ben,« siger hendes 15-årige søster.

»Jeg tør ikke længere være alene,« fortæller 11-årige Lina.

Kunne ikke flygte
Det er udsagn som disse, der skræmmer iagttagere i Gaza. Psykologer siger, at Israels tre uger lange offensiv i Gaza har været mere traumatiserende end tidligere konflikter, fordi områdets indbyggere ikke havde nogen sikre steder at flygte hen. Internationale organisationer og psykologer frygter, at Gazas børn, der udgør 56 procent af landstribens 1.4 millioner indbyggere, vil udvikle et dybt had til Israel og blive et lettere bytte for ekstremister.

»Vi taber den næste generation,« siger John Ging, FNs højeststående diplomat i Gaza. Militante fra Hamas opererede ofte fra tætbefolkede områder og tiltrak massive israelske angreb, som dræbte høje antal af civile sammen med krigere. Titusindvis flygtede for at søge ly på FN-skoler, der imidlertid heller ikke var sikre. 1.300 blev dræbt i Gaza, inklusive omkring 400 børn. Offensiven, som Israel iværksatte for at få has på otte års raketbeskydning fra Gaza, kostede 13 israelere livet.

FN underviste sidste uge klasser i menneskerettigheder for at dæmme op for ekstremisme. Og psykologer i Gaza arbejder i døgndrift for at nå ud til børnene.

»Generationen af selvmordsbombere opstod af børn, der kastede med sten i protest mod Israel. Denne generation kan blive endnu mere voldelig,« siger Eyad Sarraj, en ledende psykiater i Gaza, der har grundlagt og er direktør for Gaza Community Mental Health. Hans center mobiliserer så mange som muligt af de psykologer og socialarbejdere, som kan arbejde med børnenes traumer. Men de er få og inviterer folk fra hele verden til at hjælpe.

»Det er vigtigt at snakke om, hvad børnene har oplevet,« siger Eyad Sarraj. »I vores kultur taler man traditionelt ikke om sorg.«

Klassekammerater dræbt
Ifølge døtrene er det imidlertid et dogme, der er ved at blive løsnet op for.

»I løbet af den første uge i skolen gav lærerne os en chance for at tale om vores oplevelser. Mange af vores klassekammerater er blevet dræbt,« fortæller Dina, der har et blomstret tørklæde omkring sit hår. Men hun tilføjer: »Jeg har ikke lyst til at vise de andre børn mine tårer.« Den 15-årige er ikke i tvivl om, hvad hun mener om de israelere, som angreb Gaza:

»De er terrorister,« siger hun. »De er ikke mennesker. De er fyldt af had til os.«

Som mange andre børn viser de tre døtre typiske tegn på traumer: Lina og Dina, de to yngste, har svært ved at sove, vågner op fra mareridt og tør ikke være alene. En undersøgelse af hundredvis af Gaza-børn under krigen viste typiske tegn på traumer: en stigning i mareridt, sengetisseri og angst for at være alene.

Når børn i Gaza tegner, viser papiret ofte kampvogne, helikoptere eller lig på jorden. Et traume-center viser en tegning, hvor en dreng har skildret to blå pletter, som betyder, at landminer var plantet under kampvognene.