Bush-regeringen brugte »aggressive afhøringsmetoder« for at redde amerikanske menneskeliv, siger vicepræsident Cheney. Men en række nye afsløringer – og en ny bog – udstiller det som en løgn. Cheney og hans allierede brugte tortur for at retfærdiggøre en krig i Irak, og det vender op og ned på alting, siger kritikerne.
16. maj 2009, 07:00
SANTA FE: Den unge FBI-agent og afhøringsekspert burde være øjeblikkets helt.
Han havde modtaget en al-Qaeda terrorist i en sørgelig forfatning. Terroristen, Abu Zubaydah, var kort forinden blevet anholdt, og under tilfangetagelsen var han blevet hårdt såret, og han havde stadig kuglestumper i mave, ben og lyske, og han ville ikke engang vedgå sig sit navn. Han hed »Daoud,« sagde han. Ikke »Abu Zubaydah«.
Men FBI-agenten fik manipuleret terroristen tilbage til både fysisk og efterretningsmæssig duelighed. Han plejede Zubaydahs sår, han vædede hans mund, han sad med ham nat og dag, og lige så stille fik han listet hemmelighederne ud af ham, som Newsweek skrev i forrige uge. FBI-agenten fik navnet på bagmanden bag angrebet 11. september, og han fik navnet på en amerikansk jihadist, som planlagde et beskidt atombombeangreb. Det var henholdsvis Khalid Sheikh Mohammed og Jose Padilla, som begge kort efter blev anholdt.
Så i foråret 2002 havde FBI-agenten, Ali Soufan, god grund til at være stolt af sig selv.
Tortur må nødvendigvis have en mening. For hvis tortur ikke har en mening, så er tortur ikke bare meningsløs. Så er tortur sadisme.
Kun ganske få vil påstå, at hele toppen af amerikanske beslutningstagere og bureaukrater i 2002 pludselig sprang ud som sadister; at de alle – fra vicepræsident Cheney og nedefter – krævede grusomhed for grusomhedens egen skyld.
Altså må der have været en mening med torturen.
Men hvilken? FBI-agenten Ali Soufan aflagde i denne uge vidneudsagn i Kongressen; skjult bag en skærm for at sløre hans udseende fortalte Ali Soufan, hvad der foregik i foråret og sommeren 2002, og derfor ved vi nu, hvad der var meningen med den amerikanske tortur.
Og svaret er ikke nødvendigvis et svar, som vil få amerikanerne til at sove roligere om natten.
For Ali Soufan havde muligvis fået Abu Zubaydah til at tale, og Abu Zubaydah havde muligvis givet ham oplysninger, som førte til en række farlige top-terrorister, men Abu Zubaydah havde ikke sagt, hvad blandt andre vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld ville have ham til at sige.
Derfor dukkede et nyt sæt af afhøringseksperter op i det fængsel i Thailand, hvor terroristen var interneret, og pludselig var det slut med at pleje sår og væde læber.
En tidligere militærpsykolog, James Mitchell, ankom sammen med flere andre freelance afhøringseksperter, og Mitchell skruede tommelskruerne på. Abu Zubaydah blev klædt nøgen og lagt på et træbord, og han blev udsat for, hvad FBI-agenten karakteriserede som »nær-tortur«, og Ali Soufan eksploderede af vrede.
»Vi er Amerikas Forende Stater. Vi gør ikke den slags,« råbte han.
Soufan skulle blande sig uden om, for Mitchell sagde, at han havde ordrer fra højeste sted. Soufan spurgte ham, om han nogensinde havde afhørt et menneske før, og Mitchell sagde nej, men erfaring var også underordnet. »Videnskab er videnskab. Det handler om adfærdsforskning,« svarede Mitchell. »Jeg er psykolog, og jeg ved, hvordan menneskets hjerne virker.«
Kort efter fik psykologen fabrikeret en kiste, som Abu Zubaydah skulle lægges i, og det var alt sammen – ved vi nu – i overensstemmelse med de tortur-retningslinjer, som var udarbejdet i samarbejde mellem en række Bush-advokater i Washington. Af retningslinjerne fremgik det, at personer under afhøring kunne placeres i en kiste sammen med insekter eller krybdyr.
»Jeg burde anholde jer alle sammen,« råbte Ali Soufan ifølge Newsweek.
I stedet kontaktede han sine chefer i Washington, og FBI-direktør Robert Mueller beordrede i sommeren 2002 sine folk til at holde sig væk fra »de aggressive afhøringer,« som CIA og freelance personel foretog. Afhøringerne var på grænsen til det ulovlige, sagde Mueller, og de var også ineffektive.
Han havde både ret og uret i det sidste.
»Aggressive afhøringer« – eller tortur – var ineffektive set fra hans synspunkt. Men han var politimand, han var ikke politiker, og politisk var de ikke ineffektive.
For det er hovedhjørnestenen i tortur, som den uafhængige kommentator Andrew Sullivan har fastslået: Hvis en afhøringsekspert ikke ved, hvad afhøringspersonen ved, så bruger han ikke tortur. Hvis en kriminalbetjent skal afhøre en biltyv, så vil han kun begynde at presse ham om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, hvis han har viden om – eller får en fornemmelse af – at biltyven ved noget om dobbeltmordet. »Tortur handler om at tvinge en afhøringsperson til at sige noget, som du allerede tror, du ved, men som du vil have bekræftet,« fastslår Sullivan.
Abu Zubaydah havde allerede i sommeren 2002 fortalt FBI alt, hvad han vidste om al-Qaeda, og ingen mente, at han skulle vide mere om al-Qaedas operationer.
Så hvorfor skulle han torteres? Hvorfor blev han i august 2002 udsat for simuleret drukning mindst 82 gange? Hvad mente beslutningstagere at vide, at han skulle vide?
Svaret på det spørgsmål er på vej til at blive den politiske variant af en beskidt atombombe, for hvis en række fremtrædende kilder har ret, så tjente afhøringerne ikke til at stække al-Qaeda og forebygge terrorangreb, som forklaringen ellers har været. Derimod tjente torturen og den simulerede drukning til at berettige krigen i Irak.
Lawrence Wilkerson er ikke en blødsøden pacifist; han er tidligere oberst og tidligere stabschef for udenrigsminister Colin Powell, og han er republikaner, men han konkluderede fredag følgende om »de brutale afhøringer«: »Den overvejende prioritet bag brugen af brutale afhøringer var ikke at forebygge et nyt terrorangreb mod USA, men derimod at finde den rygende revolver, som forbandt al-Qaeda og Irak. Så rasende var de bestræbelser, at selv da afhørerne meddelte Cheneys folk, at den internerede var »samarbejdsvillig« – og at afhørerne ikke anbefalede yderligere tortur – så beordrede vicepræsidentens kontor dem til at fortsætte med de aggressive metoder, for den internerede havde ikke afsløret nogle relevante forbindelser mellem al-Qaeda og Irak endnu.«
Wilkersons konklusion er i overenstemmelse med, hvad en deltager i de brutale afhøringer i 2006 fortalte Senatet. Psykolog og major Charles Burney var blevet sendt til Guantanamo for at få fangerne til at tale, og »vi var det meste af tiden fokuseret på at forsøge at etablere en forbindelse mellem al-Qaeda og Irak, og vi var ikke succesfulde ... Jo, mere frustrerede folk blev over, at vi ikke kunne etablere den forbindelse, desto mere pres var der for at gribe til metoder, der kunne give os mere umiddelbare resultater,« sagde han ifølge den såkaldte Levin-rapport, som blev offentliggjort i sidste måned.
En tidligere topefterretningskilde, som var involveret i afhøringerne, har fortalt til aviskæden McClatchy, at vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld krævede, at afhørerne fandt en forbindelse mellem al-Qaeda og Irak.
»I det meste af 2002 og ind i 2003 krævede især Cheney og Rumsfeld beviser for forbindelser mellem al-Qaeda og Irak (...) CIA og andre fortalte gang på gang Cheneys og Rumsfelds folk, at der ikke var troværdige efterretninger, som tydede på operationelle forbindelse mellem bin Laden og Saddam.«
Men det ville Bush-regeringen ikke høre tale om. »De afviste dem og insisterede på, at de må have overset noget, og at afhørerne ikke gik hårdt nok til værks, og der måtte være noget, som vi kunne gøre for at få de oplysninger,« sagde top-efterretningskilden.
Derfor blev Abu Zubaydah udsat for aggressivt forhør – og derfor blev Ibn al-Sheikh al-Libi udsat for det samme.
Al-Lbi var en anden højtstående al-Qaeda terrorist, og han blev fanget i november 2001, og han fortalte, hvad han vidste om al-Qaeda, men der var ingen forbindelse mellem bin Laden og Saddam, sagde han. Så kom de aggresive afhøringsmetoder i gang, og al-Libi erklærede nu, at Saddam havde trænet al-Qaeda i kemisk krig. Udenrigsminister Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice brugte tilståelserne fra al-Libi – og fra Abu Zubaydah – som hovedargumenter op til krigen i Irak.
Al-Libi blev bagefter gemt væk i et fængsel i Libyen, og de libyske myndigheder meddelte i søndags, at han havde begået selvmord.
Men de aggressive afhøringer sluttede ikke med invasionen af Irak; de fortsatte derefter, afslører den amerikanske efterretningschef i Irak, Charles Duelfer, i sin kommende bog »Hide and Seek«. I april 2003 fangede amerikanerne således en irakisk top-bureaukrat, som befattede sig med kemiske våben og forbindelser til terrorgrupper. Hans navn var Muhammed Khudayr.
Khudayr afviste imidlertid en forbindelse til al-Qaeda, og derfor fik Duelfer en bulletin fra vicepræsident Cheneys kontor: Afhøringerne af Khudayr havde tydeligvis været for »nænsomme«, og Cheneys folk foreslog en metode, som »havde vist sig effektiv ved andre afhøringer«, nemlig simuleret drukning. Duelfer skriver i »Hide and Seek«, at han betragtede Cheney-folkenes henvendelse som »anstødelig«.
Hvis alle disse kilder har ret – hvis Bush-regeringen vitterligt torterede for at opnå et bestemt politisk mål og sælge en invasion af Irak – så har debatten om brugen af tortur taget en afgørende drejning.
For så er torturen ikke meningsløs, men den har en mening, som er ganske anderledes – og lavere – end hvad det meste af verden troede.
