De afviste asylansøgere, der ankommer til Erbil i Nordiraks kurdiske selvstyreområde, bliver mødt af en pulserende millionby, hvor man ikke mærker naboskabet til en af verdens farligste byer.
7. september 2009, 19:16 – opdateret 7. september 2009, 21:47
ERBI, NORDIRAK: Mælk og honning flyder ikke i gaderne i millionbyen Erbil, hovedstaden for de tre kurdiske selvstyreprovinser i det nordlige Irak. Det gør der imod en flåde af splinternye biler i størrelse fra potente firhjulstrækkere til almindelige firecylindrede familiebiler – ofte af japansk oprindelse..
Vejene er flersporede, asfalten ny og jævn, og langs fortorvene spejler det hele sig i glasfacaderne på den ene nyåbnede butik efter den anden, der på stribe tilbyder alt fra modetøj til elektronik. En stor del af Erbils skyline udgøres af betonskeletter med byggekraner i gang med at opføre nye kontorpaladser, hoteller og boliger. Hen over landskabet skyder nye bydele med megavillaer eller kilometervis af mindre pompøse rækkehuse op med navne som Dream Village, The Green Village eller The English Village.
Sådan ser en del af den virkelighed ud, som den gruppe af irakiske asylansøgere, der kommer fra det kurdiske område, vender tilbage til. Temmelig fjernt fra forestillinger om eksploderende bomber og dødspatruljer, som en del af den danske befolkning måske har af området.
At Erbil blot ligger halvanden times kørsel fra en af verdens farligste byer, Mosul, hvor al-Qaeda sammen med lokale oprørsgrupper jævnligt terroriserer befolkningen med selvmords-bombeangreb, mærkes ikke i Erbil.
Mosul befinder sig på den irakiske central-regerings hænder, hvor ansvaret for sikkerheden ligger hos regeringshæren. Erbil er helt og holdent i hænderne på den kurdiske regionalregering, hvor den regionale hærenhed – de såkaldte peshmergaer – kontroller den nuværende defacto-grænse mellem det kurdiske selvstyreområde og resten af Irak. Det sker både gennem tjekpoints og med patruljer og maskingeværstillinger i det åbne land. I selve byen ses almindeligt politi, færdselspoliti – og så er der alt det, der ikke ses, men er der – efterretningstjenesternes øjne og ører.
Det seneste terrorangreb i Erbil fandt sted 9. maj 2007, hvor 19 blev dræbt og 70 såret, da det kurdiske indenrigsministerium blev bombehærget.
Alle fra Erbil, der kan undgå Mosul, gør det. Til gengæld kommer hver dag 200.000 ind til Erbil ude fra – enten for at arbejde eller for at handle.
Folk virker åbne, nogle mænd går klædt i traditionelle pludderbukser (helt nye) andre i mere europæisk snit, og kvinderne i Erbil dækker håret med et tørklæde, men går som oftest i vestligt tøj.
Det er ikke for meget at kalde Erbil en »boom-town«.
Men Erbil har også sine fattigkvarterer. Et af dem er Mamzawa, der ligger ved en bunke støvende og osende små cementfabrikker. Et kvarter hvor de lave huse er opført i rå grå betonblokke, hvor rendestenene løber åbne, hvor der ikke er gadelys og hvor enhver gemmer sig bag jernporte.
Med direkte udsigt til en stor åben plads hvor alt muligt affald flyder, ankom den afviste asylansøger H.A. Hussein torsdag til et af de små indeklemte huse i Mamzawa, efter først at være blevet modtaget af en bekendt i Erbils lufthavn. Gennem denne bekendte tilkendegav H.A. Hussein, at han ikke havde den ringeste lyst til at snakke med Berlingske Tidende om sine oplevelser, der efter sigende skulle have omfattet et ophold i det berygtede Abu Graib-fængsel i Bagdad, hvor han kom ud fra med sin onkels hjælp, inden han fløj til Erbil.
Naboerne i Mamzawa fortæller, at huset bag en rustrød massiv låge har været beboet af så mange forskellige mennesker gennem de seneste år, at de ikke har lagt mærke til, hvem der egentlig har boet der.Lige nu består det eneste liv af tre magre, høns der gemmer sig for solen og de 45 grader i skyggen af en lastbils hjul.
