Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

USAs nye helt

En erfaren pilot, sikkerhedsekspert og svæveflyver, sad bag roret i Flight 1549, der i aftes måtte nødlande i New Yorks Hudson-flod. Uden ham kunne 155 mennesker have mistet livet.

SANTA FE: Amerika har en ny helt at hylde.
Han ligner ikke den slags, man ser på film. Han er tynd i toppen og hvidhåret, 57 år og med en streg af en moustache, men i modsætning til filmheltene, så er Chelsey "Sully" Sullenberger ægte.

Det var ham, der sent torsdag aften dansk tid var kaptajn ombord på Flight 1549, og som tilsyneladende uden at få sved på panden reddede de 155 mennesker ombord.

Passagerflyet ramte få minutter efter afgangen fra LaGuardia-lufthavnen formentlig en flok gæs, og kaptajn Sullenberger kunne konstatere, at flyets to motorer satte ud, og maskinen mistede højde, og han skulle tage en hurtig beslutning, som flere lokale medier oplyser. Han var på det tidspunkt i 1.000 meters højde over New York-bydelen Bronx, og foran sig kunne han se en lille lufthavn i New Jersey, men det var usikkert, om han helskindet kunne nå derhen. Alternativet var at nødlande flyet på Hudson-floden.

Efter få sekunders betænkningstid besluttede kaptajnen sig for det sidste.

Nødlandede på vandet
Det er sin sag at nødlande et fly på vand.

Hvis flyet kommer skråt nedad, vil det pløje sig ned i vandet, og det vil blive sværere at få passagerne levende ud, og i stedet skal maskinen nærmest gå ind som et svævefly, med næsen opad, og kaptajnen skal holde maskinen lige over overfladen og med lav fart.

- Hele meningen er at få maskinen ned i fart for at mindske skaderne og den kraft, som rammer flyet. Når flyet flyver langsomt nok, vil det skabe sin egen luftpude, som vil få flyet til at flyve endnu langsommere, siger sikkerhedskonsulenten John Cox til New York Times.

Cox har selv fløjet Airbus A320, og han kender kaptajn Sullenberger, og kalder ham en "virkelig, virkelig god pilot."

I de afgørende øjeblikke kunne kaptajn Sullenberger trække på sin mangeårige karriere, først som F4-jagerpilot i luftvåbnet, siden som instruktør og sikkerhedsekspert og pilot, men alligevel er der altid en vis uvished forbundet med landing på vand.

Kun meget få piloter har af gode grunde prøvet det, og de øvrige kan kun henholde sig til nød-manualer og deres træning med flysimulatorer, som i princippet ikke er meget mere end avancerede computerspil, og en vandlanding er aldrig et førstevalg for en pilot, som skal nødlande sit fly.

- Vi vil hellere nødlande i en lufthavn, hvor der er et beredsskab, som en pilot siger til New York Times.

Men kaptajn Sullenberg mente ikke, at han havde anden mulighed, og hvis ikke han var landet på vand, kunne alternativet være blevet så meget værre.

Han har også en licens som svæveflyver, og han foretog en perfekt svæveflyverlanding på vandet. Under landingen og efter landingen talte han roligt til passagerne og til sin besætning og fortalte alle, hvad de skulle gøre, og han ledede redningsoperationen inde i maskinen.

Han fik alle ud på rekordtid, og inden han selv forlod maskinen, gik han to gange op og ned ad midtergangen, kiggede ind på alle stolerækkerne, toiletterne og i cockpittet, oplyser radionetværket NPR, og som sidste mand forlod han det synkende fly.

- Han gjorde et mesterligt job, fastslog borgmesteren i New York, Mike Bloomberg, i nat, og det er ikke blot en ros fra en politiker, men også fra en mand, som selv er en erfaren pilot.