USA skærmer Israel i FNs Sikkerhedsråd

Præsident Obama sikrer, at Israel ikke får hele skylden for de ni døde pro-palæstinensiske aktivister. Og den manøvre har USA mange gode grunde til, vurderer dansk ekspert.

Efter ti timers forhandling i FNs Sikkerhedsråd om en reaktion på konfrontationen i Middelhavet mellem israelske sikkerhedsstyrker og pro-palæstinensiske aktivister, nåede rådets 15 lande i går morges frem til en blød landing: Rådet fordømmer »handlingerne«, som betød, at ni af aktivisterne mistede livet, og afstår dermed fra at placere hele ansvaret på Israel. Samtidig kræver sikkerhedsrådet en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder,« og også dette krav er en imødekommelse af Israel, da FNs Sikkerhedsråd dermed ikke udtrykkelig kræver, at undersøgelsen skal foretages af andre end israelerne selv.

Den bløde landing skyldes USA, der da også efterfølgende understregede, at Israel sagtens selv kan forestå en troværdig undersøgelse af den dramatiske konfrontation.

FN-erklæringen er et nederlag for Tyrkiet, der i øjeblikket er midlertidigt medlem af FNs Sikkerhedsråd. Tyrkerne spiller en ledende rolle i den flotille, der blev standset af Israel på vej til palæstinensernes Gaza-stribe med nødhjælp, og den tyrkiske regering havde lagt i ovnen til en ensidig fordømmelse af Israel.

Helt efter bogen

Ekspert i international politik ved Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen er ikke overrasket over, at USA holder hånden over Israel.

»Det er fuldstændig efter bogen, og med de billeder af konfrontationen, som nu er frigivet, har amerikanerne tilsyneladende også haft rigtig gode grunde til ikke at give Israel hele skylden. Både de billeder som israelerne og aktivisterne har optaget, viser jo, at de israelske styrker handlede i selvforsvar,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Billed-dokumentation eller ej, så har Peter Viggo Jakobsen dog i det hele taget svært ved at se en præsident Obama, der slår hånden af Israel.

»Præsident Obama har problemer nok i forvejen på hjemmebanen. Jeg tror ikke, at han så oven i købet vil til at slås med den israelske lobby i USA,« konstaterer han.

Den vurdering er han ikke en om. Andre iagttagere af det amerikansk-israelske forhold peger på, at det forestående midtvejsvalg til Kongressen i november vil få Obama til at tænke sig om en ekstra gang, inden han tilslutter sig en global straffeaktion over for Israel.

George Friedman, der er direktør i amerikanske geopolitiske tænketank STRATFOR, vil dog ikke udelukke et skifte i holdningen til Israel. Det hænger sammen med, at Obama-administrationen i forvejen er godt træt af den højreorienterede regering i Israel, der ikke vil lytte til USA - blandt andet i striden om bosættelser.

»Obama-administrationen, som allerede er irriterede på israelerne, vil nu måske se et skifte i den offentlige mening i USA, som vil bane vejen for et nyt amerikansk-israelsk forhold, der ikke er til fordel for Israel,« skriver George Friedman i en analyse.