Bush-regeringen, Wall Street og globale finansmarkeder er rystet af det nej til en finansiel redningsplan, der mandag kom fra Repræsentanternes Hus.
30. september 2008, 05:31
Både USA's demokratiske ledere, republikanske ledere og præsident George W. Bush skal i dag i gang med at udtænke en ny løsning, efter Repræsentanternes Hus nedstemte den plan til 700 milliarder dollar, der skulle komme den trængte amerikanske finanssektor til undsætning.
Aktierne på Wall Street i New York oplevede deres værste dyk nogensinde som følge af afstemningsresultatet.
- Vi må gøre et nyt forsøg på at sammensætte noget, der virker, lød det fra en sammenbidt amerikansk finansminister, Henry Paulson, da det stod klart, at forslaget var faldet med stemmerne 228 mod 205.
Han og centralbankchef Ben Bernanke var i aftes indkaldt til krisemøde i Det Hvide Hus.
I Kongressen sagde de demokratiske ledere, at Repræsentanternes Hus samles igen torsdag i et forsøg på at få en justeret plan til afstemning.
/ritzau/AP
































