De tre tvangshjemsendte kurdere fra Nordirak er nu på fri fod.
10. september 2009, 14:24 – opdateret 10. september 2009, 14:38
ERBIL, Nordirak:
Tre tvangshjemsendte afviste irakiske asylansøgere, er netop blevet løsladt fra et fængsel i den kurdiske by Erbil.
Siden de tre - Karuwan Hussein, Harem Hassan og Hamen Akbar - blev tvangshjemsendt fra Danmark sidste uge, har de siddet fængslet først i Bagdad og senere i Erbil, som ligger i det nordlige Irak.
De tre blev i første omgang fængslet sammen med to afviste asylansøgere fra det sydlige Irak. Men mens sydirakerne blev løsladt efter nogle dage, var myndighederne i Bagdad længere tid om at fastslå de tres identitet.
I går, blev de tre så eskorteret fra Bagdad til Erbil. Men her blev de også anholdt og fængslet.
Og det var endda ikke første gang, at de var tæt på friheden uden helt at nå den. For et par dage siden blev de tre taget ud af fængslet i Bagdad og ført til lufthavnen i Bagdad for at flyve til Erbil. Men da de ankom til kufthavnen viste det sig, at der ikke var fly til Erbil. De blev derfor indsat i fængslet igen.
Men nu er de altså løsladt, og efter diverse juridiske procedurer, hvor de blandt andet har fået taget fingeraftryk, kan de forenes med deres familier.
































