Super Tirsdag blev Sorte Tirsdag for beboerne i fire sydstater.
6. februar 2008, 19:56
SANTA FE
Der er politik, og så er der virkeligheden, og sidstnævnte fyldte i går mere i de amerikanske medier end førstnævnte. For samtidig med, at USA fordøjede valgresultaterne fra 24 stater, ramte et stormsystem med mellem 20 og 30 tornadoer fire sydstater, og onsdag aften var der fundet 52 døde.
Præsident Bush ringede onsdag til guvernørerne i de ramte stater og tilbød dem hjælp, og han opfordrede amerikanerne til at bede både for de efterladte og for de hundredevis af sårede. Flere af præsidentkandidaterne, bl.a. Hillary Clinton og Mike Huckabee, udtrykte også fra morgenen onsdag deres medfølelse.
De amerikanske sydstater og midtvest-stater bliver med god grund kaldt "Tornado Alley," for betingelserne for storme og tornadoer er mere end gunstige - med iskolde vinde, der kommer nordfra, uforstyrret hele vejen fra Hudson Bay, og tropiske, fugtige vinde, der kommer sydfra, fra Den Mexicanske Golf. Der er ingen øst-vestgående bjerge til at stoppe eller dæmpe nogle af vindene, og når de støder sammen, opstår stormene og tornadoerne.
Natten til onsdag gik det ud over staterne Alabama, Arkansas, Tennesse og Kentucky, hvor der blev fundet henholdsvis fire, 13, 28 og syv døde.
Stormene og tornadoerne ramte bl.a. et universitet i byen Jackson i Tennesse, og her blev kollegieafdelingen revet omkuld, mange af de studerende blev fastklemt under de nedstyrtende bygninger, og 1.000 ud af 1.100 biler parkeret på universitetsområdet blev ødelagt, oplyser CNN. "Det ligner en krigszone. Biler og lastbiler blev kastet fra den ene ende af kampus til den anden," konstaterer rektor David Dockery.
Ikke langt derfra blev en mor fundet dræbt i et vandløb, kun 50 meter fra sit hjem. Hendes barn blev fundet uskadt 250 meter derfra. En tornado ramte også et naturgasanlæg, der blev revet fra hinanden, og ildsøjlerne skød mellem 150 og 200 meter op i luften, oplyser vidner. Ved byen Atkins blev biler og lastbiler blæst af motorvejen og omkuld som var de legetøj, og en familie med tre medlemmer omkom.

































