Inderkredsen i det republikanske parti i USA er dybt bekymrede over den magt, som Sarah Palin har fået i partiet, og de er nu gået i gang med en tys-tys operation for at få hende væltet som de facto leder.
1. november 2010, 09:20
Alt burde være vel hos Republikanerne. Ved det amerikanske midtvejsvalg i morgen står partiet over for en valgsejr af dimensioner. Og så er alt faktisk langt fra vel.
For ledende Republikanere er dybt bekymrede for den faktor, som eks-guvernør Sarah Palin har udviklet sig til i partiet, og de har på de indre linjer iværktsat en hemmelig operation med et formål: Stop Sarah Palin. Det skriver det indflydelsesrige nyhedssite Politico.
»Der er en fokuserede indsats i inderkredsen for at finde en kandidat, som vi kan samle os omkring, og som kan slå Sarah Palin,« siger en af partiets sværvægtere til Politico.
»Vi tror, at hun kunne vinde præsidentnomineringen i 2012 men Barack Obama ville knuse hende.«
Velbegrundet frygt
Insidernes frygt er formentlig velbegrundet. Under primærvalgene op til midtvejsvalget har Sarah Palin gang på gang vist sin magt. Hendes foretrukne kandidater har ofte mod alle odds vundet partinomineringen, f.eks. Sharron Angle i Nevada, Christine O’Donnell i Delaware og Jim Miller i Alaska, og ofte krævede det ikke andet end en telefonopringning eller et tweet fra Palin.
Derfor frygter partiets etablissementet også, at den samme hær af te-republikanere og højrereligiøse kan gøre hende til præsidentkandidat, og over de seneste uger har hun flere gange sagt, at hun vil opstille i 2012, »hvis andre ikke vil,« og interne opinionsmålinger viser, at kun ganske få kan matche hende i hverken navnegenkendelse, gennemslagskraft eller – for den sin skyld – penge i kampagnekassen.
Kvalificeret præsidentkandidat
73 procent af alle stærke te-aktivister siger i en intern måling, at de betragter Sarah Palin som kvalificeret til at blive præsident.
Præsident Bushs spindoktor Karl Rove hører til blandt dem, der har udtrykt sin utilfredshed med Palin. Han har indikeret, at hun er ”usofistikeret,” men hver gang har han fået et par over snuden af f.eks. radiokommentatoren Rush Limbaugh, og derefter er han krøbet til en undskyldning, og det demonstrerer, at selv en personlighed som Rove ikke kan tillade sig åbent at kritisere Palin.
































