Se hvad der skete minut for minut siden angrebet på Mumbais turistområde blev sat ind i går aftes.
27. november 2008, 16:21
NB: Det følgende er angivet i dansk tid. Tidsforskellen er 4,5 time fra Danmark til Mumbai. Dvs. at angrebet blev indledt kl. ca. 23 lokal tid.
Ca. kl. 18.30: Den første eksplosion lyder i Mumbai, hvorefter ukendte gerningsmænd begynder at skyde vildt omkring sig med automatrifler og kaste granater i byens turistområde. Lokale medier rapporterer skyderi og politiet meddeler hurtigt, at to personer er dræbt og yderligere 10 såret i et skyderi ved en togstation.
Ca. kl. 19: Politiet vurderer, at der er tale om et terrorangreb. Det står klart, at de to femstjernede luksushoteller Taj Mahal og Trident-Oberoi også er under angreb. Også foran café Leopold, der er populær blandt turister, har der været skyderier. Der opstår i øvrigt brand i Taj Mahals lobby.
Ca. kl. 19.30 : Dødstallet stiger til mindst 10 personer.
19.54: Nyhedsbureauet Reuters meddeler, at syv mål ifølge indisk politi er blevet angrebet. Angriberne er svært bevæbnede med automatrifler og granater.
Ca. kl. 20.30: Ifølge indisk tv er dødstallet nu minimum 18. Ifølge vidner søger angriberne specifikt efter personer med britiske og amerikanske pas.
20.46: Flere medier meddeler, at angriberne har taget vestlige gidsler på Taj Mahal. Det viser sig senere, at der også er gidsler på Oberoi.
20:58 Reuters citerer politi Mumbai for, at 80 mennesker nu har mistet livet og mange hundrede er blevet sårede under angrebene.
22.18: Reuters meddeler, at en organisation ved navn Deccan Mujahideen tager ansvaret for angrebene.
Kort før midnat: Indisk politi meddeler, at de har skud og dræbt fire gerningsmænd, mens yderligere ni er blevet arresteret.
00.30: Ministeren for staten, hvor Mumbai ligger, meddeler ifølge Reuters, at situationen stadig ikke er under kontrol.
01:30 Det forlyder, at også 11 politifolk har mistet livet i kampe mod angriberne.
Ca. kl. 01.30: Ifølge CNN er omkring 15 personer holdt gidsler på Taj Mahal. Mange er flygtet men samtidig er mange fanget i hotellet på grund af angrebet.
Ca. 02.30: Dødstallet stiger til 86.
Ca. kl. 4: De to luksushoteller er fortsat belejret, og der veksles stadig skud mellem soldater og angribere.
Ca. kl. 4:30 Det forlyder, at en israelsk rabbiner og hans familie holdes gidsler i en lejlighed i Mumbai.
Kl. 4.36: Dødstallet er steget til 101 dræbte. Heriblandt seks udlændinge meddeler politiet.
Ca. kl. 5: Ved Oberoi-hotellet siger en gidseltager, at de kræver alle tilbageholdte mujahideenere løsladt, hvorefter de vil frigive folk fra hotellet.
Ca. 6.50: Indisk politi og militær indleder aktion ved Oberoi-hotellet. Embedsmand oplyser efterfølgende, at der kan være mellem 100 og 200 gæster og ansatte på hotellet sammen med 10-12 gidseltagere. Han siger samtidig, at der ingen forhandlinger finder sted.
Ca. kl. 7.45: Det forlyder, at den israelske rabbiner fortsat er holdt af gidseltagere sammen med mindst to andre i en lejlighed. To gidsler er imidlertid blevet frigivet og en gerningsmand skudt. Mindst fire bevæbnede mænd er fortsat i bygningen. Stedet er belejret, men der bliver ikke forsøgt indtrængning.
Kl. 8.39: Reuters meddeler, at gidselsituationen ved Taj Mahal ifølge indisk politi er afsluttet, selvom nogle mennesker fortsat er fanget på hotellet på grund af situationen. Kampene er fortsat i gang ved Oberoi.
Kl. 12.00: Indiens premierminister Manmohan Singh siger I en tale til nationen, at angrebet er velplanlagt og formentlig har udenlandsk forbindelse. Samtidig meddeler den indiske flåde, at de har bordet et skib, som mistænkes for at have forbindelse til angrebet. Skibet kom ifølge flåden til Indien fra Pakistan.
Ca. kl. 12.40: Der er fortsat kampe ved bade Taj Mahal og Oberoi, hvor politi og soldater kæmper mod angriberne.
13.27: Reuters meddeler, at en gidseltager fra bygningen, hvor blandt andet en rabbiner holdes fanget, har kontaktet indisk tv. Her siger, han at gidslerne bliver sat fri, hvis regeringen vil tale med dem.
Ca. kl. 13.50: En embedsmand fra Indiens indenrigsministerium oplyser, at 20-30 personer fortsat kan være holdt gidsler i Oberoi-hotellet.
Ca. kl. 14: Det indiske udenrigsministerium oplyser, at en tysker er blandt de omkomne. Kort efter oplyses det, at også en britisk statsborger har mistet livet under angrebet.
Kl. 15.45: Indisk politi oplyser til CNN at antallet af omkomne er 125, mens 327 er såret.
Kl. 16.00: Der er fortsat kampe på Oberoi-hotellet, som angriberne stadig har delvis kontrol over. En omfattende brand på hotellet lader dog til at være under kontrol. Mere end hundrede mennesker menes endnu at opholde sig på hotellet.
Kilder: Reuters, Ritzaus, CNN & BBC.
































