Tibet-demonstration indhyllet i sne

140 mennesker demonstrerede foran Kinas ambassade i København for stop for overgreb mod Tibets befolkning.

Indhyllet i sne trodsede omkring 140 mennesker sent i eftermiddag vejret og stimlede sammen for Kinas ambassade i Hellerup for at kræve et stop for Kinas brug af magt over for de tibetanske protestaktioner, der den sidste uge har præget det kinesisk-regerede Tibet.

- Sneen vil ikke kunne dække over den undertrykkelse, som Kina udsætter den tibetanske befolkning for, sagde SF's folketingsmedlem Pernille Frahm, som var en af talerne ved arrangementet, der var arrangeret af Støttekomiteen for Tibet.

Et ukendt antal mennesker er blevet dræbt i løbet af den sidste uge. Tibets eksilregering melder om hundrede dræbte, mens Kina siger 13.

Ud over taler blev der afsagt bønner, råbt "frit Tibet" og afleveret et protestbrev til den kinesiske ambassade.

/ritzau/