Synagoger og militærfly skulle tilintetgøres, men terroristerne var infiltreret af politiet.
21. maj 2009, 22:30
WASHINGTON: James Cromitie havde glædet sig til sit martyrium i Paradis i selskab med 72 muslimske jomfruer – men nu venter i stedet en dom på livstid i et øde fængsel i selskab med de værste af de værste.
I oktober sidste sidste år indledte Cromitie, en midaldrende muslimsk mand, ifølge politiet den plan, der skulle have ført til det værste terrorangreb mod USA siden 11. september 2001. Målene var de personer, som han foragter mest – jøderne i et par af New Yorks synagoger og amerikanske soldater på en luftbase.
Han havde i oktober sidste år opsøgt en person, der kunne hjælpe med at skaffe de nødvendige våben – Stinger-missiler til at angribe en luftbase nord for New York og plastiske sprængstoffer til at placere i biler uden for synagogerne. Cromitie fortalte manden, at hans forældre var kommet til USA fra Afghanistan, før han blev født – og at han nu var dybt bitter på den krig, som amerikanerne fører mod hans forældres moderland.
»Jeg har virkelig lyst til at gøre noget ved Amerika,« sagde han og tilføjede, at »det bedste mål, World Trade Center, var desværre allerede ramt«.
Snydt af FBI
Beklageligvis for Cromitie – men heldigvis for alle andre – så var den mand, som han opsøgte for at få hjælp til sin terror, en hemmelig agent for FBI, det amerikanske forbundspoliti. Agenten opretholdt kontakten til Cromitie, som sammen med tre andre muslimske mænd planlagde terrorangrebet, og han udstyrede gruppen med de våben, de skulle bruge. Terroristerne vidste imidlertid ikke, at våbnene var falske.
Onsdag aften, amerikansk tid, kørte gruppen to biler op foran to synagoger i Bronx – fyldt med, hvad de troede var en voldsom sprængladning, som de kunne fjernstyre via en mobiltelefon. De ville køre videre til luftbasen i Newburgh, knap 100 kilometer nord for New York, for at fyre missilerne af, men de blev omringet af politi og anholdt. Et terrorangreb blev afværget, men mindede USA om, at der fortsat er folk, der ønsker at udøve terror.
New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, kaldte den planlagte terror for et »kedeligt bevis på, at truslen mod landets sikkerhed fortsat er reel« og understregede, at der »fortsat er behov for at være helt oppe på mærkerne for at hindre ny terror«. Peter King, der er republikansk medlem af Repræsenternes Hus for New York, udtrykte »rædsel« over terroristernes planer – og fastslog, at der »er en reel trussel fra terrorister, der er vokset op i USA«, eller som »er blevet konverteret i et fængsel«.
Trøstesløs fremtid
Tre af de fire formodede terrorister er amerikanere, mens én har haitiansk pas. Alle boede i Newburgh og er muslimer. Der venter dem nu en retssag, hvor deres straf, hvis de bliver erkendt skyldige, vil være på mellem mindst 25 år og livstid. Det fængsel, der venter dem, er formodentligt det mest sikre i USA – nemlig det såkaldte super-maximum sikrede fængsel i Florence, langt ude på landet i Colorado. Her sidder de mest farlige fanger – eksempelvis dømte terrorister fra Oklahomabomben i 1995 og fra det første terrorangreb på World Trade Center i 1993.
Hver indespærret er placeret i næsten isolation i en celle på 2,1 gange 3,7 meter. Alt i cellen er lavet af beton – inklusive stole og borde. Kontakten til andre er nærmest ikke-eksisterende. Et enkelt lille vindue på ti centimeter gange 1,2 meter er placeret, så fangen ikke kan orientere sig om, hvor han er. Han kan kun se himlen. I Gromities tilfælde bliver det nu det tætteste blik, han får på Paradis – og de 72 jomfruer vil være langt, langt væk.
































