H1N1-influenzaen har fået sygehusene i Malmø og Lund til kun at ville tillade, at én rask pårørende besøger patienter på føde- og børneafdelinger, mens søskende, andre slægtninge og venner ikke må komme på besøg. På den danske side af Sundet afviser man at indføre lignende restriktioner.
3. september 2009, 14:18 – opdateret 3. september 2009, 15:05
Sygehusene i Malmø og Lund indfører nu restriktioner for antallet af besøgende til nyfødte og børn, som er indlagt.
Det sker i et forsøg på at reducere risikoen for, at den nye influenza A (H1N1) spreder sig.
Det indebærer bl.a., at kun raske forældre må være på sengeafdelingerne for indlagte børn, mens deres søskende, slægtninge og venner ikke må dukke op. På neonatal-afdelingen for meget tidligt født børn samt på afdelingen for akut syge børn må kun én rask forældre følge barnet.
På den danske side af Øresund er der umiddelbart ingen planer om at følge eksemplet fra de danske sygehuse.
-Vi følger løbende udviklingen og vurderer, hvilke anvisninger, der skal gives. Men i betragtning af det relativt milde forløb, vi hidtil har oplevet af influenza H1N1, mener vi ikke, at der er grund til særlige besøgsrestriktioner, siger siger forebyggelseschef, overlæge Else Smith.
Hun tilføjer, at det er op til de enkelte afdelinger - med f.eks. for tidligt fødte børn eller andre særligt sårbare patienter - at afgøre, om de vil indføre restriktioner. Hverken på Hvidovre Hospital eller på Rigshospitalet har man dog til hensigt at følge den svenske vej.
- Vi mener ikke, at situationen er til det. Dels er der tale om forholdsvis få tilfælde, og dels er det klinisk set ikke nogen bemærkelsesværdig sygdom. Så vi ser umiddelbart ingen grund til at gøre noget ekstraordinært for at begrænse smitten i stil med det, man gør på de svenske sygehuse, siger lægelig direktør Jannik Hilsted, Rigshospitalet.
































