18. maj 2008, 20:52

Efter dages uafbrudt arbejde er redningsfolkene endelig nået frem til byen Beichuan, der har været blandt de hårdest ramte områder i katastrofezonen. Byen ligger i bunden af en dal, og bjergene væltede ned over byen, efter jordskælvet først havde gjort det af med næsten samtlige bygninger.

Vi kører op i halen på redningsfartøjerne, men allerede under kørslen står den grufulde sandhed om byen klar. Det er militære køretøjer fyldt med soldater, gravkøer og kraner, der køres op gennem bjergene, ikke ambulancer og læger, for ingen regner med, at nogen i Beichaun stadig er i live.

Vi bliver stoppet nogle kilometer fra byen og går resten af vejen ind. Vejene er flået op, og hele bjergsider er revet løs. Langs tusindvis af soldater og nødhjælpsarbejdere i orange kedeldragter går vi ned af den smadrede vej. Omkring os er ødelæggelsen total – intet er uskadt, og næsten alt er fuldstændigt knust.

»Jeg kom dagen efter skælvet,« siger en ung officer, der ikke vil fortælle sit navn. »Vi har kæmpet os ind mod byen, men det er først her på det sidste, at vi har kunnet få fartøjer med. Det har været umenneskeligt hårdt arbejde, og de mange efterskælv har konstant revet mere bjergside ned over vejene. Jeg sover i snit to-tre timer hver nat.«

Han ser på os:

»Situationen er ubeskrivelig grum. Der har også været oversvømmelsesadvarsler, men vi har ikke kunnet evakuere mere end 20 pct. fra området – det er simpelthen ikke logistik muligt. Der er ingen veje og ikke nok køretøjer.”

Vi runder et hjørne, og Beichuan dukker frem et par hundrede meter længere nede.

Det giver et sug i maven at se en by jævnet med jorden. Beichuan er ikke skadet, ikke ødelagt, den er fuldstændig knust. Byen svøber sig langs en flod, med bjergene på begge sider, og med 160.000 indbyggere var byen fyldt med store boligblokke. Ikke én eneste står tilbage. De enkelte bygninger, der stadig er genkendelige, er væltet ind over hinanden som dominobrikker for så at smadres ned over veje og gårde i en regn af sten og metal. Resten er pulveriserede. Der er intet andet tilbage end knust sten.

Vi går ned blandt dyngerne og kan ikke engang tyde, hvor gaderne har løbet, hvor de forskellige kvarterer har ligget. Overalt hænger støvet i luften, og overalt lugter det af råd. Beichuan er fyldt med lig.

»Det her var en tefabrik,« siger sjakbajsen, omgivet af sine orangeklædte folk. Vi er klatret op på taget af en lang bygning, der er kvast, faldet sammen som en pandekage. Redningsarbejdere har besat området på jagt efter overlevende.

»Det er årstiden for te her,« siger sjakbajsen, »så bygningen var fyldt.« Der er skåret huller på to gange to meter ned i taget, ti meter mellem hvert, hvor nødhjælpsarbejdere med hamre og hakker nu er i gang med at bryde sig ned i ruinen. Hvert øjeblik standses arbejdet, og der råbes af lungernes fulde kraft Er der nogen derinde? Kan Du høre os?

Så falder hamrene på ny.

Er der fundet nogle overlevende? spøger jeg. »Nej,« siger han.

For foden af taget ligger de, de omkomne, radbrækket og knuste. Ansigterne er sorte og opsvulmede. Der er fluer. De døde er endnu ikke pakket ind. »Hvor mange omkomne har I fundet i dag? spørger jeg. »Tredive.« Hvor mange timer har I arbejdet? »Tre.«

Vi går videre op af ruindynger i ti etagers højde.

»Jeg hedder Huang Guochang,« siger en mand på 69.

Kroppen er dækket af blå mærker og ansigtet har dybe flænger. Guochang var i Beichuan under jordskælvet. »Jeg var på markedet, da det skete – ubegribeligt heldigt. Markedet faldt sammen, men det store tag faldt ind mod sig selv på en måde, så der var en masse lufthuller. Alting blev kastet rundt, som terninger i et krus – jeg kravlede ud, hvilket tog flere timer, og da var byen – væk. Der var ingen andre, end mig tilbage. Jeg brugte de næste par dage på at klatre ud, men er nu tilbage for at se, om der er noget tilbage at redde fra mit hjem.«

Der bæres døde ud i et væk. Lastbiler med ladene fulde kører op af de ødelagte veje, og stablerne af lig bumper løs, mens bilerne navigerer igennem ødelæggelserne. En kvinde løber langs med en af dem, skrigende, mens hun hamrer med knytnæverne på siden af bilen.

Jeg møder lederen af den japanske delegation, Yamamoto. Hans mænd er nødhjælpsarbejdere, der er specialiseret i at finde folk i jordskælvramte områder. Overalt vimser sporhundene, næsen ned i støvet.

»Vi arbejder ved den store skole, der brast sammen,« siger Yamamoto. »Vi ankom i går nat og har arbejdet indtil nu. Tusind børn blev begravet. Vi fik tredive levende ud.«

Vi tager sammen derop. Skolen er knust til ukendelighed, det ligner ikke en bygning, men en sandkasse af murbrokker. »Kineserne er ikke gode til det her,« siger en anden japaner, der vil være anonym.

»De smider titusindvis af folk ind i området, men der er ingen koordinering. De gør en forskel kun, fordi de er så mange – men det er kvantitet over kvalitet, for så kan kineserne hjemme i stuerne se, hvordan bjergsiderne er levende af regeringens nødhjælpsarbejdere. Vi kan knapt nok få lov til at udføre vores arbejde, fordi vi skal arbejde sammen med hæren, og den er ikke samarbejdsvillig.«

Byen er fyldt med grædende, hylende mennesker, overlevende, der nu er i færd med at lede efter deres familier. Men der er intet at hente – i Beichaun er der kun knuste huse og stanken af de allestedsnærværende lig: »Det er i sidste ende regeringens skyld,« siger Saito, der arbejder for en stor japansk avis og har boet i Kina i over ti år. »Der er et maksimalt pres fra dem om at tjene så meget som muligt, uanset metoderne. Så skruppelløse individer har bygget skoler af de billigst mulige materialer. De betaler så lærerne en slaveløn, men tager et ufatteligt beløb for at undervise egnens børn. Det har været en gigantisk pengemaskine, og regeringen kendte fuldt ud til risikoen. Nu ser vi resultatet: i tusindvis af døde børn.«

At gå i Beichuan er som bjergbestigning, over tonsvis af bøjet metal og glas. Folks møbler og ting ligger spredt i ruinerne med ubarmhjertig tilfældighed. Vi finder stole, fjernsyn, børnetøj og fotoalbum. Vi tager et album op – de første mange sider er fra et bryllup, og så en ferie i noget, der ligner Beijing.

Der lyder et råb fra det eneste sted, hvor bulldozerne har kunnet rydde en nogenlunde plan vej.

En gammel mand og kvinde kommer stavrende ned af vejen med en tiårig dreng i hånden. Læger og soldater strømmer til, sætter dem på stole og giver dem vand.

»Jeg hedder Zhao Faming – jeg er 73, min mand 74. Vi var oppe i en lille landsby nord for Beichaun. Min mand ville ind og spise, jeg insisterede den dag på at arbejde i marken lidt længere. Så ramte jordskælvet, og hele landsbyen længere nede i dalen blev knust for vores øjne. Ikke en sten stod tilbage.

Vi samlede den mad sammen, vi kunne og ventede på hjælp – men der kom ingen.

Vi ventede i dagevis og sov under træerne sammen med vort barnebarn. Så besluttede vi os for at gå ud, fordi vi havde spist alt vores mad – det tog to dage. Vores familie bor i Mianyang længere sydpå.« Hvor mange andre er der tilbage fra jeres landsby?

»Kun os tre,« siger Faming.

Der kommer et efterskælv, og alle begynder at skrige. Stenene danser oven på hinanden, og jord triller ned fra bjergene – en påmindelse om, hvor farligt, der stadig er i Beichuan. Ovenover tordner en armada af helikoptere, på vej op i bjergene på jagt efter overlevende som Faming og hendes mand.

Vi kommer til busterminalen, hvor tyve busser ligger maltrakterede. Skrogene er så ødelagte, at det ser ud som om, de ligefrem er blevet vredet fra hinanden. En mand sidder på en sten og græder.

»Vi tog til Mianyang på dagen,« siger han stille. »Kun vores datter blev tilbage.«

Han peger på endnu et bjerg af knust sten. »Hun ligger derinde.«

Hvor gammel var hun?

»Sytten år,« siger han.