Problemer med en omformer skaber strømafbrydelser i store dele af Chile. Myndighederne ved dog ikke, om problemet skyldes jordskælvet i februar.
15. marts 2010, 02:42 – opdateret 15. marts 2010, 02:50
Byer spredt ud over hele Chile er tidligt mandag mørklagt. Problemer med en 500 kilowatts omformer er skyld i strømmanglen, siger landets indenrigsminister Rodrigo Hinzpeter. Telefonnettet er også nede i store dele af landet.
Strømafbrydelsen har ikke nogen direkte forbindelse til jordskælvet, der ramte landet i februar. Hinzpeter vil dog ikke afvise, at skælvet kunne være den indirekte årsag til landets elmangel.
Mørket satte ind klokken 00.50 dansk tid og berører også hovedstaden Santiago og Concepcion, en by, der blev voldsomt raseret af det jordskælv, som ramte Chile den 27. februar.
Over 800 mennesker menes at være blevet dræbt på grund af skælvet. Conception er med over 350.000 indbyggere Chiles næststørste by og var en af de hårdest ramte områder under jordskælvet, der målte 8,8 på richterskalaen.
Klokken 02.30 dansk tid er dele af Santiago begyndt at få strømmen tilbage.
/ritzau/Reuters

































