Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stor stigning i pris på influenzavaccine

Sverige har betalt næsten det dobbelte af den normale pris for en ny sending influenzavacciner. Glaxo Smithkline forsvarer de store prisstigninger.

Regningen for de influenzavacciner, Sverige har bestilt som følge af H1N1-pandemien, er kommet som et chok for de svenske landsting (amtsråd). En almindelig influenzavaccine koster normalt hvad der svarer til ca. 24 danske kroner, men nu lyder regningen på knap 45 kroner pr. dosis.

Göran Stiernstedt fra Sveriges Kommuner og Landsting (SKL) beskriver prisstigningen som et chok og siger til Svenska Dagbladet, at han har en fornemmelse af, at store særinteresser presser prisen op. Han kan ikke se nogen grund til, at vaccinen mod H1N1-influenza skal være så meget dyrere end en almindelig influenzavaccine.

Medicinalgiganten Glaxo Smithkline, der leverer 18 millioner doser til Sverige, har solgt i alt 150 millioner doser. Jonas Vikman, der er informationschef ved selskabets afdeling i Stockholm, mener at prisstigningen kommer som følge af den store efterspørgsel.

- Det her er en ekstremt svær ordre, på kort sigt at fremstille en så stor mængde vaccine, siger han til Svenska Dagbladet.

På verdensplan har regeringer bestilt 600 millioner doser vaccine til en samlet værdi af ca. 22,5 milliarder kroner, viser en vurdering fra investeringsbanken JP Morgan.

Analytikere fra banken vurderer, at Glaxo allerede har modtaget ordrer til en værdi af omkring 6,9 milliarder kroner. Medicinalfirmaet vil formentlig ikke kunne afsende ordrerne før i årets sidste måneder.

/ritzau/TT