22. juli 2008, 19:55

Mandag aften var det slut. I en offentlig bus i Beograd, menes det, anholdtes den 63-årige krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic, alias den fuldskægsformummede Dragon Dabic. Helt udramatisk fulgte verdens mest eftersøgte mand med til de første forhør hos en serbisk undersøgelsesdommer, inden en kommende udlevering til krigsforbryderdomstolen i Haag.

Mens verden jubler over tilfangetagelsen af ophavsmanden til den etniske udrensning på Balkan, massemordet i Srebrenica og belejringen af Sarajevo, så bider de tænderne sammen i sorg og vrede i Pale. Her i Karadzics højborg i Republika Srpska, skisportsstedet højt over Sarajevo i Bosnien, elsker de ham. For de nationalistiske serbere i det østlige Bosnien, i det vestlige Montenegro, i det centrale Serbien og i det nordlige Kosovo har Radovan Karadzic været symbolet på det serbiske herrefolk. De sælger nøgleringe og T-shirts med hans kontrafej med de fordums viltre lokker, og de opkalder gerne landsbyernes hovedgader efter ham.

For dem kunne drømmen om Stor-Serbien holdes i live med Karadzic og hans krigshåndlanger, general Mladic , gående frit omkring, mens verdens mægtigste militærmagt jagtede dem og satte en million-dusør i dollar på deres hoveder. Så var det som om, det militære nederlag på Balkan i 1990erne blot var et forbigående tilbageslag.

I næsten 13 år kunne Karadzic og Mladic lege kispus med NATO, FN, diverse specialenheder fra stormagternes agentskoler og mulige lykkeriddere, der gerne ville have fingre i de fem mio. dollars, den amerikanske regering havde udlovet som dusør. Beskyttet som de var af loyale hitmænd og svært bevæbnede bodyguards og – siges det – af politiske studehandler indgået da Dayton-aftalen om fred i Bosnien blev indgået i 1995.

Gang på gang er han dukket op og forsvundet igen. Han har sågar udgivet digtsamlinger, romaner og skuespil, mens Krigsforbryderdomstolen i Haag har set til i afmagt. Meget præcist betegnede New York Times i går Karadzic som »En leder, der blev et spøgelse«.

Hans fjender kalder ham gal og racistisk og sammenligner ham med Heinrich Himmler, der organiserede Nazitysklands dødslejre. Men i sin egen selvforståelse så Karadzic sig selv som en sofistikeret intellektuel, en psykiater og en digter, der forstod sit folks ønsker.

»Jeg gemmer mig overhovedet ikke,« sagde Karadzic til en bosnisk journalist ved en ugeavis i Mostar i det sidste interview han gav. Det var i april 2001.

»Mine folk skjuler mig. Spørg en hvilken som helst serber, om han vil forråde Radovan Karadzic. Jeg spadserer rundt ganske normalt, overværer dåbshandlinger, hygger mig sammen med mine venner og mine soldater. Jeg lader dem ikke tage mig levende«, sagde han.

Radovan Karadzic bliver født den 19. Juni 1945 i landsbyen Petnjica i Montenegro. Han er fem år gammel, før han ser sin far første gang. Faderen, Vuk, sad i fængsel som medlem af de ultranationalistiske serbiske tjetnikker, der kæmpede mod først nazisterne under 2. Verdenskrig og dernæst Josip Titos jugoslaviske kommunist-partisaner.

I 1964 kommer den unge Radovan til Sarajevo for at studere medicin. Han gifter sig med Ljiljana, og det unge serbiske par lever en boheme-tilværelse, hvor Radovan begynder at skrive digte.

Hans politiske opfattelse er i begyndelsen ret liberal, men han bliver en overbevist nationalist fra slutningen af 60erne under indflydelse af den serbiske forfatter og politiker Dobrica Cosic

Umiddelbart inden han tager sin medicinske embedseksamen i Sarajevo kommer han til sygehuset i Næstved som udviklingsstudent i nogle få måneder. 23 år senere, i 1993 mens de etniske udrensninger er på sit højeste i Bosnien, fortæller Karadzic glædesstrålende om sit lykkelige ophold i Danmark til Berlingske Tidende Annelise Bistrup:

»Jeg var en lykkelig mand dengang. Jeg lærte at rafle og spise Danablue. Jeg drømmer stadig om Danmark og om de dejlige grønne tage på Strøget i København.«

Bistrup møder tilfældigt Karadzic på Hotel Intercontinental i Beograd midt under forhandlingerne med den britiske Lord David Owen om den såkaldte Vance-Owen fredsplan for området. Han smiler meget, beretter Berlingskes udsendte.

»Men ikke når jeg forhandler, så er jeg ikke venlig. I en krise er det koldt og høfligt«, sagde han.

Men inden de kolde og høflige forhandlinger i Beograd bliver Radovan Karadzic psykiater og kommer på efteruddannelse dels i Kroatien og dels i USA.
I 1990 går han ind i politik i samarbejde med Slobodan Milosevic, da Karadzic stifter det bosnisk-serbiske nationalistparti SDS. Mindre end to år senere anerkendes Bosnien-Herzegovina som selvstændig stat (bl.a. af Danmark), og Karadzic trækker sig op til Pale og etablerer Den Serbiske Republik med sig selv som statsoverhoved. Han tror i fuldt alvor på Milosevics plan om et Stor-Serbien.
I 43 måneder er Sarajevo belejret af de serbiske nationalister. Mens Radovan Karadzic og hans general Ratko Mladic holder hof på skihotellet Panorama fra Vinter-olympiaden i 1984, så ligger snigskytterne og plaffede muslimer og kroater ned inde i Sarajevo. I landsbyer som Foca, Visegrad og i Banja Luka bliver ikke-serbere forflyttet med magt af soldater og sadistiske paramilitære serbiske grupper. 1,5 mio. muslimer og kroater bliver etnisk udrenset. Piger og unge kvinder bliver systematisk massevoldtaget. Tusinder af mænd og drenge bliver tvunget i lejre som Omarska, hvor de bliver sultet, tortureret og dræbt.
Det internationale samfund er bestyrtet. Alligevel gør de internationale FN- og NATO-styrker ingen anstalter til at få Karadzic og Mladic arresteret. Og det værste er endnu i vente: massakren i 1995 på de op mod 8.000 drenge og mænd i det FN-beskyttede område Srebrenica. Beordret af Karadzic. Udført af Mladic.

De to bliver anklaget og sigtet for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord ved krigsforbryder tribunalet i Haag. Og siden er Karadzic – og Mladic – flyttet fra hus til hus under beskyttelse af bl.a. den serbisk ortodokse kirke i det østlige Bosnien. Gang på gang bliver de to krigsforbrydere set. Mladic ved en fodboldkamp i Beograd. Karadzic sammen med sin kone i Pale.

De to har i princippet været fredløse siden Dayton-aftalen i 1995. Men først i 1996 bliver Karadzic tvunget til at gå af som Bosnisk-serbisk »præsident« – efter forhandlinger med den amerikanske udsending Richard Holbrooke.

Sidste år beskyldte Florence Hartmann, den tidligere talskvinde for chefanklager Carla del Ponte, de politiske topledere i verden for at frede Karadzic og Mladic med politiske underhåndsaftaler indgået i 1995. I en bog »Fred og Straf« hævder Hartmann, at Richard Holbrooke indgik studehandlen med Karadzic i forbindelse med Dayton-forhandlingerne. Angiveligt fordi stormagterne USA, Frankrig, Storbritannien og Rusland, frygtede, at Karadzic vil fortælle detaljer om vestens modvilje mod at gribe ind over for massakren i Srebrenica.

Efter arrestationen i mandags har USAs sidste Jugoslavien-ambassadør, Warren Zimmerman, betegnet Karadzic som »gal«. »I hans forestillings var verden en konflikt, hvor serberne var de evige ofre. For mig var han Balkans Heinrich Himmler,« skriver Zimmerman på det amerikanske internetsite Frontline.