17. januar 2009, 20:01

Eugene Allen var en sort mand i et hus, som i mere end én forstand var hvidt.

Længe før Barack Obama tænkte på at stille op – længe før Barack Obama tænkte på at blive født – var Eugene Allen allerede i Det Hvide Hus. Han vaskede op, han pudsede sølvtøjet, og han ryddede op, otte præsidenter kom og gik, og han var der altid, bukkede og serverede, og efter fyraften tog han hjem til sin kone Helene i et beskedent hus i en sort bydel.

Aldrig havde han drømt om, at han skulle opleve en sort mand som præsident. Han havde håbet, han havde bedt, men han havde ikke troet, at han skulle leve længe nok til selv at se det. Men i overmorgen sker det.

INDSÆTTELSEN AF BARACK OBAMA som præsident i overmorgen kan fortælles på mange måder, og Sony Pictures vil fortælle den gennem Eugene Allen. I november skrev Washington Post om den sorte butler i Det Hvide Hus, og filmselskabet har nu indgået aftale om at kaste Allens liv op på det store lærred.

»Det er en ualmindeligt bevægende historie, som fortæller om en ualmindeligt bevægende periode,« siger filmmageren Laura Ziskin til magasinet Variety.

Og det er ikke bare de sædvanlige udråbstegn fra Hollywood. Eugene Allen har måske ikke den store historie at fortælle, han er som butler diskretionen selv, men hans liv – og hans stilfærdige observationer – rummer en amerikansk rejse i sig.

Han fortalte i november til Washington Post om, hvordan han i 1952 tiltrådte som køkkenhjælp i Det Hvide Hus. USA var dengang raceadskilt fra top til bund. Sorte var kun i Det Hvide Hus som tjenende ånder, og en generation tidligere havde det medført et ramaskrig, at præsident Teddy Roosevelt havde inviteret den sorte leder Booker T. Washington på te.

Den største avis i Memphis påpegede, at Roosevelts mor var en sydstatskvinde, og »ved at invitere en nigger indenfor viser præsidenten ikke sin mor nogen form for respekt«.

Først i 1955 blev en sort mand ansat i noget, der lignede en politisk stilling. Han hed Fred Morrow; ingen ville arbejde med ham, og han fik de sager – borgerretssager – som ingen andre ville arbejde med.

SELVFØLGELIG LAGDE Eugene Allen mærke til, at Det Hvide Hus var overordentlig hvidt, men omvendt var han af en årgang – født i 1919 – og fra en baggrund, hvor han forventede meget lidt, og i sine erindringer fokuserer han mere på de venligheder, som han modtog, end de urimeligheder, som han mødte.

Han fortalte om, hvordan han trykkede hånd med alle de præsidenter, som han arbejdede for. Han fortalte om, hvordan han og præsident Ford havde fødselsdag på samme dag, og derfor sang staben fødselsdagssang for både ham og præsidenten, og han fortalte om, hvordan Nancy Reagen inviterede ham og hustruen Helene med til en gallamiddag for den tyske kansler Kohl. »Ikke mange butlere har prøvet det,« sagde han til Washington Post, og Helene stemte i: »Jeg drak champagne den aften.«

På det tidspunkt var sorte rykket tættere på magten. Præsident Reagan havde udnævnt Colin Powell til sin sikkerhedsrådgiver, og fra sin post bag serveringsbakken lagde Eugene Allen også mærke til en ung kvinde, Condoleezza Rice, som deltog i sikkerhedsmøder.

MEN DERFRA OG SÅ TIL at vælge en sort præsident – det var tæt på utænkeligt.

Da Allen begyndte som butler i Det Hvide Hus, måtte han hjemme i Virginia ikke sidde på samme bænke som hvide, han måtte ikke sidde i den samme ende af busserne som hvide, og verden var i det hele taget sort-hvid.

En generation senere var USA tæt på at vælge en sort præsident. I et interview en uge før valget fortalte det aldrende ægtepar om, hvordan de, krykker og gigt til trods, ville arbejde sig hen til afstemningsstedet og stemme på Obama.

»Bare forestil dig en sort præsident,« sagde hun.

»Det vil være noget helt særligt,« svarede han.

»Tænk dig,« sagde hun.

»Ja, det er rigtigt,« svarede han.

Dagen før valget skulle Helene til læge, og Eugene skubbede blidt til hende i sengen. Han skubbede blidt til hende igen.

»Jeg vågnede, men min kone gjorde ikke,« sagde han, og i dag – to dage før dagen – har han blot ét ønske:

At han kunne have fortalt Helene, at de levede længe nok til at opleve, hvad de ikke troede, de skulle opleve: En sort mand i Det Hvide Hus.