Soldat: Jeg gav Göring giftampullen

Han var en 19-årig soldat, som ville imponere en tysk fräulein. Derfor smuglede han en giftampul ind til den dødsdømte Hermann Göring, og derfor kunne den tidligere nazi-rigsmarskal i 1946 snyde bødlerne.

SANTA FE: Historien er - formentlig - blevet et mysterium mindre.

I snart 60 år har historikere undret sig over, hvordan den tyske rigsmarskal Hermann Göring fik smuglet en cyanid-ampul ind i sin fængselscelle i Nürnberg og dermed snød bødlen.

To timer før han skulle have været ført til galgen 16. oktober 1946, fandt fangevogterne ham livløs i cellen, og han efterlod et afskedsbrev, hvor han - som en sidste hovmodig manifestation - fastslog, at han hele tiden havde haft cyanidampullen i sin celle, og han var herre over sin egen død.

Det var en skandale, som gav ekko op gennem historien.

For Göring var ikke en hvilken som helst skaftstøvle. Han var indtil kort før kapitulationen den næstmægtigste mand i nazi-Tyskland, Hitlers erklærede stedfortræder, og mens de øvrige tiltalte under opgøret i Nürnberg var en sølle forsamling, afslørede Göring en vis rankhed i nederlaget.

En undersøgelse fastslog umiddelbart efter selvmordet, at Göring havde ret, at han hele tiden havde haft ampullen, og at den skiftevis var gemt i cellen, hans navle og hans bagdel, men forskere har været mere end skeptiske over for den forklaring. I 1984 gjorde forfatteren Ben Swearingen endeligt op med forklaringen i sin bog »The Mystery of Hermann Goering's Suicide«. Han konkluderede, at Göring havde fået hjælp udefra.

Og det fik han også, skriver Los Angeles Times nu. Et 78-årig tidligere medlem af den amerikanske æresgarde i fængslet, Herbert Lee Stivers, gik i går til bekendelse i avisen og løste gåden. Det var ham, der gav Hermann Göring giftampullen, fortæller han. Pentagon bekræfter, at Stivers var fangevogter i Nürnberg og havde adgang til Göring, og historikere siger til avisen, at mandens historie sandsynligvis er sand.

Forbrydelse forældet
Frygten for straf har i alle årene fået Stivers til at tie, men frygten for døden har nu fået ham til at tale. Hans datter opfordrede ham til at stå frem, førend det var for sent. Han undersøgte straffereglerne og fandt ud af, at hans forbrydelse var forældet, og i går fortalte han så sin historie.

Stivers var dengang 19 år og fangevogter. Det var et kedeligt job, som primært bestod i at føre fangerne frem og tilbage mellem cellen og retssalen - og stå i retssalen og se præsentabel ud. Eneste adspredelse var »de tyske fräuleins,« som Stivers udtrykker det. Han havde allerede én tysk kæreste, men en aften - uden for et hotel i Nürnberg - henvendte en ung skønhed sig til ham. Hun hed Mona, og hun kunne sno den amerikanske soldat om sin lillefinger. Hun spurgte, om han virkelig var fangevogter, om han havde kontakt med fangerne, og om han kunne skaffe Görings autograf? Det kunne han, det gjorde han, og dermed beviste han sin duelighed. Mona tog ham derefter med til et møde med to tyske mænd, Erich og Matthias.

De to mænd fortalte, at Göring var syg og ikke fik den rigtige medicin, og de bad Stivers om at tage en fyldepen med ind til Göring. I fyldepennen var der et brev. Det skete to gange, og den tredje gang puttede en af de tyske mænd også en ampul i fyldepennen.

Stivers så aldrig Mona eller de tyske mænd igen.

Den amerikanske soldat erkender i artiklen, at han måske ikke var det største lys, men han var heller ikke en forbryder.

»Jeg blev brugt,« siger han. »Jeg tænkte slet ikke på selvmord, da jeg tog fyldepennen med ind til Göring. Han var aldrig i dårligt humør. Han virkede ikke selvmorderisk. Jeg ville aldrig med overlæg have taget noget med ind, som skulle bruges til at snyde galgen,« siger han.

Men sådan gik det. Ti nazispidser måtte 16. oktober 1946 gå den tunge gang fra deres celler og ind i et bart og mørkt lokale, de fik løkken lagt om halsen og blev hængt, de blev fotograferet i galgen og efter galgen, og sådan endte historien for ti af de største.

Men den ellevte - den største af dem - han fik den nemme exit.

Og nu ved vi, hvordan det kunne lade sig gøre.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.