13. december 2008, 22:30

»Da jeg tiltrådte som statsminister, troede jeg ikke, at jeg skulle komme til at begrave mig så dybt i energipolitikken, som det er tilfældet.«

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsatte torsdag aften lidt før midnat rækken af bekendelser om sin omvendelse fra klimaskeptiker til engageret grøn frontkæmper i energi- og klimapolitikken.

Fogh Rasmussen er blevet fascineret af energi- og klimapolitikken, fordi den – som han siger – er blevet et tværgående tema, som berører alt fra miljø over finans- og fordelingspolitik til sikkerhedspolitik.

Og klimamanden Fogh kan glæde sig over, at både EU-topmødet i Bruxelles og FNs klimakonference i Poznan, som sluttede natten til i går, giver anledning til ny optimisme angående mulighederne for at sikre en global klimaaftale i København i december 2009.

Vedtagelsen af EUs klimapakke er ifølge statsministeren »en virkelig god start på slutspurten frem mod topmødet i København«. Og mødet i Poznan har gjort det klart, at der kan ventes endog rigtig gode nyheder på den klimapolitiske front, når Barack Obama tiltræder som USAs næste præsident 20. januar.

Her vil det stå klart, at Obama i Det Hvide Hus, i energiministeriet og i udenrigsministeriet har placeret folk, der er dybt engagerede i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer. Og disse folk med energiminister Steven Chu i spidsen får travlt.

Ifølge EUs miljøkommissær Stavros Dimas forventer EU nemlig, at de industrialiserede lande, som vil være med i Kyoto-protokollens afløser, allerede i marts skal aflevere deres bud på, hvor meget de agter at nedbringe deres udledninger af drivhusgasser med i 2020. Derefter er det meningen, at det første konkrete udkast til en København-aftale skal foreligge ved et møde i Bonn i juni.

EU-landene vedtog fredag at reducere med 20 pct. – og at gå op til 30 pct., hvis resten af verden går med.

I Poznan har en række vigtige i-lande som Japan, Canada, Australien og New Zealand holdt kortene tæt til kroppen, men det er givet, at de følger trop, når først USA melder ud.

Til gengæld noterer iagttagere i Poznan store fremskridt blandt en række langt fattigere lande. Eksempelvis har Mexico meddelt, at man allerede de facto er begyndt at reducere sine udledninger. Også Sydafrika og Brasilien får ros for deres positive udmeldinger om, hvad de konkret agter at gøre i klimakampen.

Selv Kina får ros for sit bidrag i Poznan. Det noteres, at kineserne stillede med et stort hold af veluddannede og diskussionslystne klimadiplomater.

Sammenholdt med det faktum, at Kina netop har besluttet at investere 600 mia. dollars i ren teknologi og CO2-reduktioner, viser dette, at Kina både økonomisk og politisk bevæger sig i en sådan retning, at det er realistisk at tro på deres deltagelse i en global klimaaftale.

Pragmatiske klimaforkæmpere har med andre ord meget at glæde sig over i disse dage, selv om grønne organisationer og klima-populister har forsøgt at fremstille de seneste dages fremskridt som politiske katastrofer.

Det betyder ikke, at man ikke godt kan give Greenpeace det sidste ord i denne sammenhæng:

»Det kræver intet mindre end fuldt globalt samarbejde at løse klimakrisen ... Nedtællingen til København er begyndt. The world is watching.«