17. januar 2009, 19:07 – opdateret 17. januar 2009, 19:17

Israel erklærede sent lørdag en unilateral våbenhvile uden om den islamiske gruppe Hamas.

Fordelen for Israel i at erklære en ensidig våbenhvile er, at det tillader Israel at ignorere Hamas som en spiller. Et træk, mange israelere går ind for, idet Hamas nægter at anerkende den jødiske stat.

Israels udenrigsminister, Tzipi Livni, har gentagne gange understreget, at krigen ikke ville ende med et »håndtryk foran Det Hvide Hus,« som ville legitimere Hamas som en regional magt. Hamas ønsker mere end noget andet international legitimitet; de har ærligt vundet et demokratisk valg i 2006 og nyder stor opbakning blandt palæstinenserne og i regionen.

En anden fordel for Israel er, at hvis der ikke er nogen formel våbenhvile med Hamas, kan Israel og Egypten bevare kontrollen over Gazas grænser. De kan også bruge Gazas eventuelle genopbygning til at forsøge at styrke den vestligt støttede palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som i modsætning til Hamas går ind for at skabe fred med Israel og etablere en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden. Vestens planer, især USAs, om at støtte Abbas og undergrave Hamas slog imidlertid fejl i foråret 2007, hvor Hamas blev så rasende over USAs plot, at de fordrev Abbas’ Fatah-styrker fra Gaza-striben.

Israels sats på en ensidig våbenhvile kan også ses som en forhandlingsposition: Hamas stræber efter politisk prestige og vil komme under stærkt pres for at komme op på podiet og indgå en aftale med Israel.

Ved at erklære en unilateral våbenhvile vender Israel geværløbet: Hvis Hamas nu overskrider våbenhvilen ved at vedblive med at affyre raketter, vil Hamas blive anset for at være aggressoren – ikke Israel.

Ulempen er imidlertid, at en sådan ensidig våbenhvile kan risikere at blive kort. Et af Hamas’ primære mål med krigen er at opnå international anerkendelse. Det vil derfor være svært for gruppen at affinde sig med en våbenhvile, der marginaliserer dem. Flere Hamas-repræsentanter sagde i går, at de ikke kunne acceptere våbenhvilen og ville fortsætte kampen. Den Beirut-baserede Osama Hamdan udtalte: »Enten hører vi, hvad vi vil have, eller resultatet bliver en fortsættelse af konfrontationen på jorden.« Det er derfor sandsynligt, at Hamas vil fortsætte sine raket-angreb på Israel, hvilket kan tvinge den jødiske stat til at give igen.

Uanset hvad, vil Hamas givet erklære sejr efter krigen. Alene det, at gruppen stort set er intakt og kunne fortsætte raketbeskydningen (lørdag formiddag affyrede Hamas 18 raketter), under så stor overmagt, vil i manges øjne indikere, at gruppen har vundet over Goliat.

Hvis raketbeskydningen fortsætter, vil det være vanskeligt for Israel helhjertet at erklære sejr, og en ny konflikt vil sandsynligvis snart udspille sig.

Israel vil imidlertid påberåbe sig, at de ved at svække Hamas’ styrker og infrastruktur har ændret sikkerhedsrealiteten i Sydisrael, som var det erklærede mål. Israel er ligeledes stærkt tilfredse med, at USA indvilgede i at underskrive et memorandum, som forpligter USA til at bekæmpe smuglernetværk til Gaza.

Israels udenrigminister, Tzipi Livni, og forsvarsminister Ehud Barak fremhæver tillige, at Israels såkaldte afskrækkelsesmagt er blevet reetableret. Israels evne til at skræmme fjender kom ramponeret ud af krigen mod den shiamuslimske libanesiske milits Hizbollah i 2006, som mange vurderer, at Hizbollah vandt.

Israel har anvendt den såkaldte »Dahiya Doktrin«, som henviser til massive ødelæggelser af Beiruts sydlige Dahiya-kvarter i 2006. Israel gik for eksempel ikke ind ad døre, der kunne være »booby-trapped«, men kørte ind igennem Gazas husmure. Israelske militæranalytikere roser sig af, at operationen har været »komplet disproportional«.

Kommandører har udtalt, at Israel for første gang har brugt artilleri-granater, kampvogne og helikoptere til assistance på tæt hold. Den jødiske stat vil derfor hævde, at Israels militær har genvundet noget af fordums storhed og mod ved sin effektive destruktion af store dele af Gaza.

Slutspillet og kampen om eftermælet er begyndt.