Hunelefanten er 38 år og blev fundet blandt almindelige elefanter.
30. juni 2010, 13:34
Et eksemplar af den meget sjældne hvide elefant er blevet taget til fange i Myanmar, der tidligere hed Burma.
Ifølge militærjuntaen i Myanmar blev hunelefanten fanget lørdag i kystbyen Maungtaw, skriver nyhedsbureauet AP.
En gruppe landsbyboere spottede elefanten i en flok med i alt fem elefanter og kontaktede skovministeriet, som indfangede den.
Den hvide elefant er cirka 38 år gammel og er egentlig ikke kridhvid, men snarere lysebrun med helt blege "hudklatter". Det er den tredje hvide elefant, der er fanget i Burma siden 2001 - alle er fundet i den samme region.
Den hvide elefant er i Burma et symbol på held, og to af militærledelsens privatfly er for eksempel navngivet "hvid elefant". Og i det hele taget beskrives militærjuntaens ledelse som "meget overtroisk", skriver AP.
Burma har været under militærstyre siden 1962 og skal afholde sine første valg i tyve år senere på året.

































