12. september 2009, 19:12 – opdateret 12. september 2009, 19:28

ERBIL, Nordirak: I torsdags blev 19 mennesker dræbt, da en selvmordsbomber kørte en lastbil med sprængstof ind i byen Wardek ved byen Mosul i det nordlige Irak. Byen, som er beboet af kurdere, ligger 30 kilometer fra Erbil, der er hovedstad i de tre kurdiske selvstyreprovinser.

På vejen ud fra Erbil til Mosul – der er under arabisk kontrol og pt. er en af de farligste byer i verden – passerer man tre store tjekpoints med bevæbnede og uniformerede kurdiske peshmerga-soldater.

Kort efter det sidste tjekpoint holder stribevis af lastbiler med spritnye personbiler parkeret. Bilerne og det åbenbart umættelige marked blandt de fem millioner mennesker, der bor i de tre provinser, som udgør selvstyreområdet i Nordirak, står i skarp kontrast til situationen længere ude ad vejen.

Nogle kilometer fra det sidst tjekpoint passerer man Wardek og længere fremme begynder det område, hvor araberne og centralregeringen i Bagdad har kontrollen. Derude, i og omkring Mosul, har al-Qaeda et af sine sidste tilholdssteder i Irak. Derude lurer usikkerheden, og herfra bølger terroristernes tentakler frem og tilbage med død og ødelæggelse. Det var den død og ødelæggelse, der i torsdags ramte indbyggerne i Wardek. Fra Erbil sendte de 12 ambulancer.

Cowboyøkonomi
Inde i Erbil hvor cowboyøkonomien hersker blandt glaspaladser og nye indkøbscentre, koster en af de japanske modeller 10–20.000 dollar, og en landcruiser kan fås for 50-70.000 dollar. På papiret er de tre provinser, Erbil, Dohuk og Sulamaymaniya et skatteparadis. Ingen af de fem millioner mennesker selvstyreområdet betaler indkomstskat, og kun ejendomssalg er belagt med skat.

Men »paradis« er det sidste ord som de unge, der om aftenen flokkes på de snuskede spillecafeer i Erbils Iskan-distrikt, vil bruge om Kurdistan. Det er her en del af de hjemsendte asylansøgere ender. Det er her i taberne i det internationale asyl-spil lander. De der ikke kunne overbevise myndighederne i modtagerlandene om, at de var forfulgte i hjemlandet og som vender hjem til – ingenting.

Det er her i et tætpakket lokale på 1.sal, hvor flere hundrede unge og yngre mænd sidder på havestole af rød plastik og klasker dominobrikker i bordet, mens de sipper te og kæderyger, at vi møder den 24-årige Mazin.

For halvanden måned blev han tvangshjemsendt fra Holland: »Jeg nægtede at rejse, men så satte de mig i fængsel og der sad jeg et år, til jeg blev af det,« fortæller han.

»Jeg ville ikke tilbage, for da jeg forlod Irak, var Saddam Hussein stadig ved magten, og der er stadig problemer her,« fortæller Mazin, som oprindelig kommer fra byen Kirkuk. Den ligger udenfor selvstyreområdet en times kørsel syd for Erbil, og er scene for store etniske spændinger og jævnlige terrorhandlinger. Så der vil Mazin ikke tilbage til.

»Der er tingene endnu dårligere end her,« siger han med henvisning til både den sociale situation og til sikkerhedssituationen. I Erbil har han dog ikke følt sig udsat for fare efter han er kommet tilbage.

Mazin fik ikke asyl i Holland, men en midlertidig opholdstilladelse på et år, og da den udløb blev han der illegalt og havde desuden arbejde »et stykke tid«, som han formulerer det.

Og nu hvor Mazin er tilbage i Irak, hvor han bor hos venner og er uden arbejde, konfronteres han med de nye indbydende indkøbscentre og kontorbygningernes skinnende glasfacader, de tusindvis af nyopførte lækre privatboliger og myriader af nye biler.

»Jeg vil rejse tilbage til Europa. Det her Kurdistan er kun for korrupte politikere, hvor du skal kende nogen der kender nogen for at få et arbejde. Se dig rundt,« siger han og peger ud i lokalet: »Hvis ti af dem der er her i aften har arbejde, så er det højt sat. Alle siger, vi skal komme tilbage, men her bliver vi behandlet som hunde,« siger han vredt.

Samtidig har han rendt alle de lokale og internationale hjælpeorganisationer på dørene, som han har fået anbefalet – og han nævner i hurtig rækkefølge fem: »Men ingen har hjulpet mig,« siger han.

Spiller domino
De hjemsendte er ikke svære at finde. Selv en ung knægt der sælger sandaler på gaden og som spørger hvad vi laver, nævner allerede tre bekendte og familiemedlemmer og haler sin telefon op for at ringe til dem.

På cafeen Barcelona sidder de unge mænd også bøjet over dominobrikkerne i et røgfyldte lokale. Jariis på 24 år afbryder spillet og fortæller, at blev tvangshjemsendt til Erbil i januar efter fem år i Storbritannien, hvor han fik afslag på asyl. Til gengæld fik han to års opholdstilladelse og så blev der så i yderligere tre.

Jariis forklarer, at han måtte rejse fra Irak, fordi hans bror var flygtet med en kæreste og at han så efterfølgende kom i vanskeligheder. Indtil videre har Jariis ikke haft problemer med sikkerheden i Erbil, men som han siger: Jeg er ikke afslappet her.«

Jariis, der oprindelig er fra Erbil, har heller ikke noget arbejde. Hans forældre forsørger ham, for heller ikke han har fået hjælp fra organisationer. »Alle sagde, at der ikke var deres område,« fortæller han.

Men Jariis han har en plan. Han havde en kæreste i Storbritannien: »Og hun vil gerne have mig tilbage.« Derfor vil han prøve at stampe de fem-seks tusind dollar sammen, som det koster at komme til Syrien og der vil han gifte sig med sin engelske kæreste.

»Og så vil jeg vente på, at hun kan få mig til Storbritannien,« siger han og skubber lidt til kasketten.

Slut med job i hæren
Selv et af de sikre, men lavt betalte job er nu lukket af. Det kurdiske selvstyres egen hær, bestående af såkaldte peshmergaer, tæller nu 200.000 mand. Og der er næppe flere gadehjørner at bevogte eller flere tjekpoints at bemande, så indtaget er stoppet.

Hver af de største kurdiske partiet PDK – der står stærkest i Erbil – og PUK der har sit hovedland i Sulaymanya, har hver opbrugt deres kvote på 100.000 mand.

Der er ingen officielle arbejdsløshedsstatistikker for området, men forskellige kilder taler om alt fra til seks til 36 procents arbejdsløshed. Men det er ikke kun blandt de unge, at utilfredsheden ulmer. Regeringen blev for et par måneder siden belønnet af vælgerne for den florerende korruption og de evindelige strømsvigt med en syngende lussing.

De to partier regeringspatier PDK og PUK stilledede på en fælles liste og beholdt med 59 mandater knebent flertallet i det 111 sæder store parlament.

Et protestparti med det sigende navn »Change« kom ind med ikke færre end 25 mandater.

Import af arbejdskraft
Men arbejdsløsheden er paradoksal. I lufthavnen skubber små mænd fra Bangladesh rundt på bagagevognene. Gadearbejderne er udlændinge. På hotel Chwar Chra arbejder Min fra Beijing som stuepige som et af sine tre job, og i private hjem knokler au pair-piger fra Asien for 300 dollar om måneden. Alle importeret af firmaer, der har specialiseret sig i at skaffe ekstra billig arbejdskraft til Kurdistan.

Guvernøren for Erbil-provinsen, Naugad Hadi Mawlood, fra partiet KDP, bryder sig ikke om at høre om den unge mand der føler sig behandlet som en hund. Men guvernøren benægter ikke, at der er voldsomme problemer med de unge.

»Han er utilfreds og spørger, hvad regeringen har gjort. Men regeringen kan ikke give ham et arbejde, så derfor føler han på den måde. Mange har levet deres liv i udlandet og vender hjem, hvor de så udsættes for et hårdt psykisk pres.«

Naugad Hadi Mawlood er klar over, at der er et misforhold mellem manglen på job til provinsens unge og så den udefrakommende arbejdskraft.

»Der kommer f.eks. hver dag mere end 5.000 daglejere ind til Erbil fra Mosul-området og sammen med mændene fra f.eks. Bangladesh arbejder de for lønninger, som ingen herfra vil kunne leve for – de er altså med til at trykke lønnen,« siger guvernøren.

Og skønt den totale liberalisme hersker her, har regeringen alligevel måttet gribe ind erkender han.

»Nu er det blevet sværere at importere arbejdskraft, og myndighederne er begyndt at tjekke udlændinge på gaden for at kontrollerer deres opholdstilladelse, « siger han.

Men hvad der konkret bliver gjort for at hjælpe specielt de unge og yngre til arbejde, er straks mere svævende.

»En af vores næste planer er at udbygge landbrugssektoren – også for at skabe arbejde til de unge,« lyder hans bedste bud.

For der er efter guvernørens opfattelse også masser at bruge penge på. Han nævner bl.a. at 300 af Erbil provinsens 1.500 landsbyer endnu ikke har elektricitet, at skolerne er nedslidte og kører i tre-holds-skift.

Dametøj og olie
I det tre-etages nye indkøbscenter Rhein Mall – ejet og etableret af en tidligere kurdisk flygtning i Tyskland – har Samen Shareef travlt i sin forretning med modetøj for kvinder. Han er hjemvendt, sådan da, flygtede fra Saddam Hussein regime, fik asyl i Tyskland på mindre end ni måneder og har nu dobbelt statsborgerskab. Han pendler flere gange om året mellem Kurdistan og Tyskland, hvor han har beholdt sit hus.

Af uddannelse er han dekoratør fra Erbils tekniske skole, men arbejdede som maskinarbejder i Tyskland. Da han tog tilbage til Erbil i 2004 med sin tyske hustru, gik der ikke længe før han havde etableret sin første forretning.

»Jeg kom bare på besøg, men besluttede, at mit land og mit folk havde brug for noget andet. Jeg har altid haft forstand på tøj, så sådan blev det. Min far og min bror har hjulpet med finansieringen, vi var ikke fattige, og jeg har et godt liv her. Jeg rejser, har frihed og er sammen med mennesker, jeg kan lide.«

Krisesnak gider Samen Shareef ikke høre på.

»De der vil arbejde kan få arbejde,« siger han og tilføjer:

»Problemet er at de unge vil have det hele, de er meget krævende og ambitiøse. De vil have luksus og biler, men det kommer ikke bare med et knips med fingrene. Der er nogen der er flove over at skulle arbejde i et cafeteria eller som gadefejere, så de job er taget af udlændinge. Men hvordan kan de få arbejde, når der ikke er noget til vores egne unge,« spørger han og peger: »Ovre i det der cafeteria arbejder der 35 mennesker og 80 pct. af dem er arabere fra Sydirak. Hvordan kan det være, at de kan finde arbejde? Det er mit bevis på, at der er job at få,« siger han.

Selv har han ansat to unge mennesker, ikke taget fra spillecafeerne i Sirkan-distriktet, »for de har ikke kvalifikationerne«, men den ene af de to unge får 800 dollar om måneden og den anden 500 for en arbejdsdag på 12 timer.

De rigtigt store penge tjenes af dem med forbindelser til olieindustrien. Statistikker er svære at få i Kurdistan, men en kilde oplyser, at der dagligt pumpes 100.000 tønder olie op om dagen. En del smugles til Tyrkiet og ingen har rigtigt kontrol med den pengestrøm, som genereres af både det legale og det illegale oliesalg.

Udover olie producerer Kurdistan ikke meget, så serviceindustrien tegner sig sammen med en overbemandet men beskeden offentlig sektor – når der ses bort fra de 200.000 peshmergaer – sig for de fleste arbejdspladser.

Men nogen må have penge, for nye byggerier skyder op over alt.

»Vi har skam også en voksende middelklasse,« som guvernøren siger.