11. oktober 2008, 18:23 – opdateret 11. oktober 2008, 19:41

»Jeg vil gerne udtrykke, hvor meget jeg sætter pris på mit venskab med Jean Sarkozy.«

Ministeren løfter glasset og skåler for den langhårede unge mand denne fredag aften i den parisiske velhaverforstad Neuilly-sur-Seine, hvor der er indkaldt til møde i den lokale afdeling af Frankrigs store parti.

Som tak inkasserer den lille minister et alfaderligt klap på skulderen fra Jean Sarkozy. Og den form for anerkendelse er der mange, der håber på i disse tider, for efter at Anders Fogh Rasmussens gode ven Nicolas Sarkozy sidste efterår blev skilt fra sin daværende kone Cécilia – og få måneder senere gift igen med den tidligere topmodel Carla Bruni – er det i dag præsidentens 22-årige søn, der stjæler rampelyset.

Indtil for nylig var Jean Sarkozy bare en ung mand som alle mulige andre, der ikke havde meget andet end rapmusik, et par teaterkurser og knap to års ikke rasende effektive jurastudier på CVet.

Men under lokalvalgene i februar lykkedes det ham at blive valgt til generalrådet i Haute-de-Seine, Frankrigs rigeste departement just nordvest for Paris.
Ikke mindst fik den unge mand støtte fra Isabelle Balkany, der er en af generalrådets viceformænd. Hun og hendes mand hører til blandt den absolutte inderkreds omkring præsidenten og forsøgte at gyde olie på vandene under skilsmissestriden med Cécilia, fru Balkanys gode veninde. I dag har parret ifølge franske medier taget Sarkozy junior under deres vinger.

Så da der i juni skulle vælges ny gruppeformand i generalrådet, annoncerede fru Balkany pludselig, at Jean Sarkozy kandiderede til posten. De øvrige rådmænd blev taget på sengen, men trods en del murren i krogene fik fru Balkany sin vilje.
Bare ét år efter Nicolas Sarkoyzs indtog i Elysée-palæet er hans søn derfor gået fra at være en relativt ukendt jurastuderende til gruppeformand for det altdominerende parti i et departement med en økonomi svarende til Grækenlands bruttonationalprodukt.

Skyldes det egne meritter eller Deres fars forbindelser?

»Hvis jeg havde ønsket at leve skjult i et hjørne og at bruge mine forbindelser til at blive udnævnt til et eller andet, så ville det ikke have været svært,« svarer Jean Sarkozy, der taler lige så insisterende som sin far og stiller sig lige så tæt op ad sin samtalepartner, som præsidenten kan finde på. »Men når man skal ud for at møde folk, og det forhåndsbillede de har af en er ’søn af præsidenten’, en ung, der endda kommer fra Neuilly, så viser man enten, at man virkelig har styrke til at overbevise folk om, at man gør det, man gør, for andre. Ellers kommer man ikke ud over rampen.«

Deres stil og måde at tale på ligner meget Deres fars. Hvorfor det?

»Ligheden er der ikke med vilje, den er ikke imiteret. Min stemme og min gestus har noget at gøre med min opdragelse, det har noget at gøre med mine gener. Hvis De til gengæld ser Dem omkring i det franske politiske liv, vil De se, at der er visse politikere, der forsøger at efterligne min far. For mig er det noget naturligt. De ligner jo også Deres far eller Deres mor.«

Diskuterer De ofte politik eller får gode råd af Deres far?

»Ikke mere end som så. Som De kan forestille Dem, har han meget travlt som præsident. Og når man engagerer sig i det offentlige liv, så gør man det, fordi man er i stand til at håndtere mistanker. Fordi man er i stand til at håndtere falske anklager. Fordi man er i stand til at håndtere tingene selv.«

Da deres scooter blev stjålet sidste år, satte politiet det store apparat i sving med DNA-prøver og fingeraftryk. Var det berettiget?

»Den blev fundet ved et tilfælde. Derefter var der nogle politibetjente, der ved eget initiativ tog disse prøver, altså ikke for at finde den, men for at finde ud af hvem der stod bag tyveriet, fordi nogle af mine papirer (i scooteren, red.) med informationer om mit privatliv var forsvundet. Altså af sikkerhedsårsager.«