Sådan sætter man ild til Koranen - og verden

Han var kun kendt i sin hjemby og som lidt af en tvivlsom skikkelse, men så fik Terry Jones en ide, og nu taler paven og resten af verden om ham og hans koranafbrænding.

Terry Jones kalder sig »pastor«, men hans kirke har kun 50 medlemmer, han er møbelsnedker og uden teologisk uddannelse, kirken er også et møbelsnedkeri, og hans familieliv er noget rod.

Han går altid med en kaliber .40-revolver, og de andre medlemmer af menigheden er også bevæbnede, og »vi kan forsvare os selv«, som han sagde.

Så hvorfor skulle hele verden lytte til ham og reagere på ham?

Hvorfor har både paven og Det Hvide Hus og Hillary Clinton taget stilling til ham, NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og USAs øverstkommanderende i Afghanistan?

Fordi Terry Jones har forstået, hvad vi kan kalde youtube-ificeringen af debatten. Hvis man foretager sig et eller andet, som er ekstremt og opsigtsvækkende nok, så vil »et eller andet« blive til »en viral begivenhed«, som det hedder i internetsprog. Så vil det blive en begivenhed, som hele verden taler om.

Og det er, hvad Terry Jones planlægger at gøre på lørdag. På niårsdagen for terrorangrebet på World Trade Center vil han afbrænde 200 eksemplarer af Koranen foran sin kirke i Gainesville i Florida, og ud over den politiske og religiøse steppebrand har hans happening også rejst en debat om, hvordan man - medierne, politikerne, andre religiøse ledere, offentligheden - skal reagere på sådan en happening.

For Jones har tidligere forsøgt at få den opmærksomhed, som han higer efter. På YouTube prædiker han Guds straf over Haiti, homoseksuelle og muslimer, sidste år på årsdagen for terrorangrebet arrangerede han også en anti-islam-demonstration foran sin kirke, og medlemmer af hans menighed har foran kirken læst op af Jones’ bog »Islam is of the Devil«, skriver lokalavisen Gainesville Sun.

Kristent møbelsnedkeri

Men ingen af hans udfald har hidtil fænget - ingen af dem har i indhold og timing ramt bullseye - men nu lykkes det så, som interneteksperten Giovanni Gallucci siger til avisen:

»Terry Jones bruger de traditionelle nyhedsmedier til at skabe en viral begivenhed. Det er i virkeligheden ikke andet end et mediestunt - en mand, der fægter med armene og siger: »Hallo! Se på mig! Se på mig!« Og minsandten - det gør vi så.«

Ud over sine ekstreme synspunkter var Jones mest lokalt kendt for at være en dubiøs skikkelse. Han lever af at sælge sine hjemmelavede møbler på internettet og hævder, at der er tale om »et kristent selskab«, og at overskuddet går til kirkelige formål, men det benægter Jones’ egen datter. Hun sagde sidste år til Gainesville Sun, at overskuddet går direkte til Jones og hans selskab, og at penge er alfa og omega i kirken. »Det handler kun om, hvor meget de kan sælge, og hvor mange penge de kan tjene,« sagde Emma Jones.

Hun tager afstand fra sin egen far, og hun kalder hans religiøsitet for »mental vold«.

Indtil sidste år havde Jones’ kirke - som andre amerikanske kirker - været fritaget for at betale skat, men netop fordi møbelsnedkeriet foregik på kirkens ejendom og ikke udelukkende var til økonomisk fordel for kirken, blev menigheden frataget den skattefrihed. Hele ejendommen er nu sat til salg.

Gainesville er kendt som en - efter sydstatsforhold i det mindste - progressiv by. University of Florida har hjemme der, og borgmesteren er homoseksuel, og alle andre kirker i byen har lagt fem favne vand til koranafbrændingen. Onsdag samledes de andre menigheder til en økumenisk gudstjeneste, hvor de talte for tolerance og søster- og broderskab. Udenrigsminister Hillary Clinton kaldte afbrændingen for »farlig og idiotisk«, de republikanske ledere i Kongressen opfordrede også Jones til at opgive planerne, og general David Petraeus advarede om, at afbrændingen kunne bringe amerikanske soldaters liv i fare.

Tegn på svaghed

Men det har ikke fået Jones på andre tanker.

Han sagde i går til TV-selskabet ABC, at han vil fortsætte med planerne om at brænde Koranen af, og at »det vil være et tegn på svaghed at opgive planerne«, og at Jesus også ville brænde Koranen af, hvis han havde været her i dag. Kristne har ikke råd til konstant at vise svaghed, sagde Jones, som ikke var bange for, at koranafbrændingen ville føre til vold.