Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Russisk ekspert: Et spørgsmål om tid

Der er foreløbigt ikke konstateret tilfælde af svineinfluenza i Rusland, men russiske eksperter advarer om, at det er et spørgsmål om tid, før sygdommen vil krydse grænsen.

Landets lufthavne har indført helbredscheck for passagerer, der ankommer fra Nord- og Sydamerika, og alle flykabiner desinficeres efter landing, siger talsmænd for Moskvas største lufthavn, Sjeremetjevo. Desuden er der indført importstop for svinekød fra Mexico, ni sydamerikanske lande og 11 amerikanske delstater.

Alligevel vil sygdommen sandsynligvis også ramme Rusland, siger russiske eksperter.

”Spredningen sker lynhurtigt gennem de moderne transportmidler. Det er ikke sandsynligt, at vi kan holde virussen ude fra vort territorium,« vurderer virolog Dmitrij Lvov fra det russiske videnskabernes akademi over for RIA Novosti.

Der er i øjeblikket omkring 3.000 russiske turister i Mexico, hvorfra sygdommen har spredt sig til Nordamerika og Europa.

De russiske sundhedsmyndigheder understreger, at Rusland har rigelige mængder medicin, hvis sygdomme skulle bryde ud.