10. oktober 2008, 20:28 – opdateret 10. oktober 2008, 21:45

Køen ved billetlugen var lang. Så lang, at vi var alvorligt bange for, at den planlagte teaterforestilling i Majakovskij-teatret måtte byttes ud med en tidlig metro hjem. Nyopsætningen af satireklassikeren »Døde Sjæle« havde denne aften tiltrukket horder af Moskvas teaterelskere til et gensyn med Nikolaj Gogols urrussiske mesterværk om den fine gamle tradition: at snyde systemet, før det snyder dig.

Lettelsen var stor, da det endelig blev vores tur, og damen i den lille luge stangede os to billetter til »tredje balkon til højre«. Billetterne var godt nok mistænkeligt billige. Vi forstod snart hvorfor.

Fra tredje balkon til højre kan man nemlig ikke se scenen, viste det sig, da vi satte os i sædet fem minutter før stykkestart. Alle på balkonen undtagen den første række måtte nøjes med udsynet til den øverste del af scenetæppet og den fine loftsudsmykning. Det skabte naturligt nok en del uro blandt os uheldige på tredje. Sammen med de øvrige oprørske publikummer klagede vi vores nød til den nærmeste billetdame.

»Ja, jeg ved det godt. Prøv at snakke med Irina nede på første balkon,« hviskede billetdamen indforstået.

Vi hastede ned til Irina.

»50 rubler per person, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre,« lød det uden tøven fra den smilende Irina, en pæn ældre dame.

50 rubler er godt nok kun 10 kroner. Men skal man virkelig betale penge under bordet for at se det måske mest berømte russiske teaterstykke om korruption? Skal man føde det monster, som landets egen præsident har udråbt til en »sygdom, der æder samfundet og økonomien«? Og hvad med sympatiske Irina, var hun i ledtog med dette monster? Et uformuende monster i så fald. Skal man leve af lønnen som billetkontrollører i et russisk teater, må man ganske givet spæde op på talrige måder. Teaterklokken ringede, og indtil flere 50-rubelsedler forsvandt ned i Irinas lomme.

Således fandt vi pludselig os selv siddende på første balkon midt for. Vi var blevet naboer til teatergæster, som havde betalt det firdobbelte af os. Vi havde perfekt udsyn til en perle af en forestilling og dertil en ironi så fuldfed, at man måtte skamme sig.

Som ouverture kunne Irinas lille nebengesjæft nemlig ikke have været bedre. »Døde Sjæle« handler om den driftige forretningsmand, Tjitjikov, der om nogen forstår at finde smuthuller. Han rejser omkring i 1800-tallets Rusland og opkøber ikke-eksisterende livegne bønder, der for længst er døde og begravede. Hvorfor? Fordi det er givtigt for alle parter, naturligvis. Herremændene kan sælge »døde sjæle«, som altså kun eksisterer på papir, og dermed slippe for at betale skat til tsaren. Tjitjikov kan til gengæld blive en stor mand og gøre kur til damerne med sine 400 papirbønder i baglommen. Regler er jo som bekendt til for at blive udnyttet.

Satiren ramte plet, da »Døde Sjæle« udkom i tsartidens Rusland i 1842. Og at dømme efter den højlydte latter i salen er den stadig på kornet. Der er nemlig ingen tvivl om, at smuthullerne er noget, man må leve med her.

Lad os tage de russiske tog. Hvis man har fået en siddeplads i de notorisk overfyldte vogne, kan man være sikker på, at konduktøren venligt tilbyder opgradering til en behagelig liggeplads i en kupé, også selvom der egentlig er udsolgt. Der følger godt nok ingen kvittering med. Således omdirigeres ledige varer altid til rette sted - uden om systemet selvfølgelig.

I Gogols moralske verden går det selvfølgelig galt for Tjitjikov til sidst. Han smides på porten, efter at han er blevet afsløret som datidens udgave af en selskabstømmer.

Men sådan går det langtfra altid i virkelighedens Rusland. Irina, den pæne ældre billetdame, smilede i hvert fald stadig stort, da vi forlod teatret.