Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Retfærdigheden skete fyldest, siger ofre

De efterladte til de drenge og mænd, der blev nedslagtet i den bosniske by Srebrenica, glæder sig over anholdelsen af Radovan Karadzic.

Den bosniske organisation Srebrenicas Mødre udtrykte sent mandag aften glæde over, at den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic er anholdt. Organisationen, som er en sammenslutning af efterladte, siger at "retfærdigheden endelig er sket fyldest".

- Aftenens begivenheder viser, at en krigsforbryder ikke kan skjule sig for evigt, sagde Kada Hotic.

Hun mistede sin mand og søn, da serbiske styrker indtog byen Srebrenica i 1995 og dræbte op mod 8000 muslimske mænd og drenge.

Karadzic er sigtet for folkedrab, medvirken til folkedrab, udryddelse, mord, overlagt drab, forfølgelse, deportation og umenneskelig behandling af muslimer, kroater og andre ikke-serbiske civile under krigen i Bosnien i 1992-95.

Massakren i Srebrenica i 1995 er central i anklagepunktet. Det er den værste enkeltstående krigsforbrydelse, der er begået i Europa efter Anden Verdenskrig.

/ritzau/AFP