En vovelysten schweizer vil i eftermiddag flyve fra Afrika til Europa med sine hjemmelavede jetvinger.
25. november 2009, 14:28
Det ligner mest af alt noget fra en gammel science fiction-film, men den er god nok.
Den tidligere schweiziske jægerpilot, Yves Rossy, har konstrueret et par vinger med jetmotorer og vil i eftermiddag kaste sig ud i et halsbrækkende forsøg.
Det sker, når han iført jetvingerne vil flyve fra Tanger i Marokko til Tarifa i det sydvestlige Spanien og dermed flyve fra et kontinent til et andet.
- Det bliver historisk. Ingen har gjort det før, siger Yves Rossy ifølge Daily Mail.
Planen er at springe ud fra et fly i små to kilometers højde, aktivere jetmotorerne på ryggen og sætte kursen mod Tarifa, som han gerne skulle nå frem til inden for et kvarter. Den 37 kilometer lange rute vil blive tilbagelagt med en gennemsnitsfart på omkring 209 kilometer i timen.
Følg flyveturen direkte
Den schweiziske vovepels skrev sig ind i historiebøgerne, da han sidste år tog turen over Den Engelske Kanal. Turen fra Calais til Dover tog dengang et kvarter og blev afsluttet med, at scweizeren udløste en faldskærm og dumpede sikkert ned på landjorden.
Når Yves Rossy i dag ifører sig udstyret, der giver ham et vingefang på 2,4 meter, og kaster sig ud fra flyet, vil han blive fulgt af helikoptere og kamerafolk.
Se med her, når vg.no fra klokken 15.15 transmitterer direkte fra raketmandens flyvetur.
































