Prinsesse Madeleine er igen single

Den smukke svenske prinsesse har brudt forlovelsen med Jonas Bergstrøm.

Sveriges prinsesse Madeleine og hendes forlovede Jonas Bergström går fra hinanden, oplyser det svenske hof.

Den officielle forklaring på bruddet lyder, at parret "efter moden overvejelse" har taget en fælles beslutning om at stoppe deres årelange forhold og bryde forlovelsen.

- De er blevet enige om, at det bedste for dem er at gå hver til sit, skriver hoffet på sin hjemmeside.

Der var ellers udsigt til en sommer fyldt med kys og kirkesang i det svenske kongehus, da også prinsesse Madeleines støresøster, kronprinsesse Victoria, i juni gifter sig med sin udkårne, Daniel Westling.

Men nu står det altså klart, at den 27-årige Madeleine alligevel ikke skal op ad kirkegulvet med juristen Jonas Bergström.

Madeleine tager til New York

Prinsesse Madeleine, der er det yngste af Silvia og Carl Gustavs tre børn, blev i august sidste år forlovet med den 30-årige Jonas Bergström.

Billedserie:
Sveriges smukke prinsesse

I den senere tid har svenske medier spekuleret kraftigt i, hvorvidt det royale parforhold var i krise, da de to ikke er blevet set sammen i nogle uger.
Derfor beder kongehuset nu om, at det unge par får fred til at slikke deres sår.

- De har brug for fred og ro i denne vanskelige situation. Mediernes ekstreme dækning vil ikke lette situationen for dem, lyder det fra hoffet.

Ifølge flere medier rejste prinsesse Madeleine lørdag klokken 12 dansk tid med et fly fra London til New York, hvor hun den næste måned skal rejse rundt med sin mor, dronning Silvias, organisation World Childhood Foundation.

Den brudte forlovelse vil utvivlsomt kaste mørke skygger ind over sommerens helt store blågule attraktion: kronprinsesse Victorias bryllup med Daniel Westling den 19. juni.

/ritzau/TT