Flere stater i USA har besluttet at afkriminalisere pot.
6. november 2008, 13:36 – opdateret 6. november 2008, 13:52
Det amerikanske valg blev ikke kun en sejr for Obama, men bliver også set som en sejr af folk, som gerne vil have ret til at ryge pot uden at blive stemplet som kriminelle.
Ud over at stemme på en ny præsident har en række stater nemlig også stemt om ændringer i love, der vedrører marihuana.
I Massachussetts vil brugere af den euforiserende plante således ikke længere blive retsforfulgt, hvis de bliver taget med mindre end knap 30 gram pot på sig. I stedet vil de få konfiskeret sagerne og få en bøde på 100 dollar (knap 580 kroner) - en forseelse, som teknisk vil rangere på niveau med en almindelig fartbøde.
Pot er det, amerikanerne kalder marihuana, som er topskuddene fra hun-hampplanten, der som oftest er mildere end den mere koncentrerede og komprimerede hash. I Danmark ryges der ifølge kendere fortrinsvis hash, hvor der i USA ryges fortrinsvis pot.
Tilhængere mener, at vedtagelsen af lovændringen er gode nyheder, fordi man ikke længere er stemplet som kriminel, hvis man bliver taget for besiddelse af pot. En forseelse som før betød, at folk fik en plet på straffeattesten, som igen betød, at de havde sværere ved at få bestemte typer jobs, låne penge til at studere for eller få lov til at bo i kommunale boliger.
Kritikere frygter, at ophævelsen af det totale forbud vil føre til, at flere unge vil begynde at ryge pot. Straffen for unge under 18, som bliver taget med mindre end de knap 30 gram pot, er da også højere med en bøde på 1.000 dollar (knap 5.800 kroner).
I Michigan sagde indbyggerne ja til at legalisere brug og dyrkning af pot for alvorligt syge mennesker, som bruger stoffet til at dæmpe smerter og øge appetitten. Det eneste, det kræver, er, at man har en erklæring fra sin læge. Michigan er den 13. stat, som tillader medicinsk brug af pot.
Vedtagelserne træder i kraft den 4. december.
































