4. september 2010, 12:00

BRUXELLES: Da den franske forfatter Victor Hugo i 1850erne boede i Bruxelles, beskrev han Grand Place som den smukkeste plads i nogen by i Europa.

Og det vil mange være enige med ham i - selv om Markus-pladsen i Venedig nok er en skarp konkurrent. Intet andet sted i Europa finder man som på Grand Place en sådan sammenblanding af stilarter fra det gotiske rådhus, hvis spir rager 91 meter i vejret, til de byhuse i forskellige stilarter, der var hovedkvarterer for Bruxelles' laug siden middelalderen.

Hvis man går sig en tur rundt på pladsen - men husk også at se nedad en gang imellem; jævn brolægning er ikke blandt de belgiske dyder - vil man opleve et væld af fine detaljer i laugshusene, der alle er forskellige, men alligevel giver pladsen en helhed. Skulpturer, bladguld, søjler, fønikser, urner, balustrader og volutter er klistret på facaderne for at give dem hver sit særpræg.

For Grand Place er et udstillingsstykke. Husene er en nærmest pralagtig fremstilling af laugenes; dvs. håndværkernes og købmændenes magt og rigdom. De blev brugt til forretningsmøder, repræsentation og til at underholde i.

Pladsen er en bramfri hyldest til kapitalismen og merkantilismen. Samtidig er Grand Place også som en af de første pladser i Europa fri for kirkens indflydelse. Den har ikke kunnet smyge sig ind med blot en enkelt bygning. Grand Place tilhører borgerskabet og bystyret og er dermed også et symbol på de nye tider, der kom i slutningen af middelalderen og begyndelsen af renæssancen.

Da den første generation af laugshuse var blevet skudt i brand under en fransk belejring 1695, blev de genopført, blot endnu mere prangende, mens rådhuset som den eneste af de gamle bygninger fra 1400-tallet overlevede.

Pladsen rundt

Men lad os begynde på spadsereturen pladsen rundt og pege nogle af de berømteste og sjoveste af husene ud. Nummer et og to var bagernes hus; nu kaldet Roi d'Espagne efter portrættet af den spanske konge Karl II. Nummer fem tilhørte bueskytternes laug og har et relief af Romulus og Remus med ulvinden over døren. Nummer seks var bådelaugets, og dens øverste facade kan godt ligne stævnen på en båd.

I nummer ni, La Cygne, samledes byens slagtere. Karl Marx boede her også i årene 1845-48, da han sad og filede på det kommunistiske manifest. I dag er der indrettet en af Bruxelles' dyreste restauranter her, hvilket sikkert ville have moret Victor Hugo, der i 1852 boede ovre på den anden side af pladsen i nummer 26, malernes hus.

Nummer ti huser stadig bryggernes laug, mens skrædderne selvfølgelig sad i La Chaloupe d'Or (den gyldne støvle).

Husene er for længst holdt op med at fungere som de handelspladser, de engang var. Men for fem hundrede år siden måtte her have været sydende. Bruxelles' held var, at byen lå strategisk vigtigt mellem de belgiske Nederlandes to store handelsbyer i middelalderen, Gent og Brügge, og Køln og andre tyske byer. Grand Place var et omdrejningspunkt i datidens »Fællesmarked« med forbindelser til England og til fjerne nordiske byer som Bergen og Nizjnij Novgorod.

Vi ved desværre ikke så meget om dem, der kom og gik i laugshusene. Men de var datidens storkapitalister, foretagsomme og dristige; og nogle gange nok også ud over hvad der var god tone i forretningsverdenen.

I dag går det mere fredeligt til på Grand Place, selv om her stadig er blomstermarked dagligt.

P-plads

Belgierne har ikke altid været gode ved pladsen. Til langt oppe i 1970erne blev en del af den såmænd stadig brugt som offentlig parkeringsplads, og det var først i 1990erne, at den store renovering af laugshusene og de andre bygninger rundt om pladsen for alvor kom i gang.

I dag er pladsen domineret af cafeer, restauranter og souvenirbutikker. Foretagsomheden går nu mest ud på »at plukke« turister for deres penge, hvilket man vel også kan kalde en slags håndværk.

De gode borgere i Bruxelles går i hvert fald også til dette håndværk med århundreders erfaring for, hvor den gode handel ligger.

Flamsk ordsprog

En af de store flamske malere fra senmiddelalderen, Pieter Bruegel (1525-1569), fremstillede altid sine landsmænd som jordbundne, men med sans for livets glæder. Et af hans bedste billeder hænger på det kongelige kunstmuseum i Bruxelles. Det viser legenden om Ikaros, der styrter ned med sine selvbyggede vinger, da han kommer for tæt på solen.

Men Bruegel har gjort en flamsk bonde til centrum for billedet, og vedkommende gider ikke engang se op fra sin pløjning for at følge den faldende Ikaros. Ud fra det flamske ordsprog: »Ingen plov standser for en døende mand«.

I laugshusene på Grand Place ville Bruegels samtidige have givet ham ret. For sådan er livet jo, når man fraskiller alle fraser: Arbejd eller dø.