Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Palæstinensisk Gandhi-metode bekymrer Israel

Palæstinenserne har udviklet en ny anti-voldelig strategi inspireret af Gandhi og Martin Luther King. Den internationale støtte strømmer ind - og Israel er bekymret.

BILIN: I Indien blev den såkaldte Salt-march en af Gandhis mest berømte manifestationer i 1930 og et afgørende skridt mod selvstændighed. I USA var Rosa Parks mod til at blive siddende på et bussæde reserveret til hvide i Montgomery, Alabama i 1955 definerende for borgerrettighedsbevægelsen.

Måske vil den palæstinensiske by Bilin fremover blive et af symbolerne i den palæstinensiske frihedskamp. Landsbyen ligger afsides og ufremkommeligt på toppen af en bakke på den palæstinensiske Vestbred.

Besøgende må penetrere olivenlunde, køre op ad bugtende, stejle veje og gennem israelske checkpoints for at finde den pittoreske by med æselkærrer og en gylden moskekuppel.

Men trods den ydmyge beliggenhed har horder af diplomater og internationale repræsentanter denne onsdag fundet vej til den femte internationale konference for modstandsbevægelsen »Palestinian Popular Resistance.« Konsuler og udsendinge fra 25 lande er til stede, et vidnesbyrd om at palæstinensernes nye anti-voldelige strategi nyder stor international støtte og bevågenhed. Mange palæstinensere håber, at en ny vej, der vender ryggen til vold og i stedet beror på boykot af israelske produkter, fredelige protester og konstruktionen af palæstinensiske institutioner, kan være vejen til en palæstinensisk stat.

»Vi er vidne til et vigtigt vendepunkt. Det massive diplomatiske fremmøde i dag er et symbol, der taler for sig selv: Vores nye strategi har fået vind i sejlene,« siger Mohammad Ethman, som er en af arrangørerne af den anti-voldelige konference fra den palæstinensiske gruppe Fatah.

I erkendelsen af, at både væbnet kamp og diplomati hidtil er slået fejl i at sætte en stopper for den israelske besættelse, har det Fatah-dominerede Palæstinensiske Autoritet sluttet sig sammen med det private erhvervsliv og fundet en tredje anti-voldelig vej. Ideen er at arbejde frem mod grundlæggelsen af en palæstinensisk stat i 2011 ved at yde fredelig modstand og grundlægge og opbygge de palæstinensiske institutioner, der skal danne basis for en stat. Tilgangen er de små skridt, men proportionerne kan vise sig at være enorme, med forbilleder som Mahatma Gandhi, hvis barnebarn Rajmohan Gandhi netop har besøgt Bilin, og Martin Luther King Jr., hvis efterkommer i sidste uge gæstede Vestbredden.

Den nye tilgang nyder stor opmærksomhed i Israel, hvor eksperter har udnævnt den til at være »en hvid intifada«; et hvidt, fredeligt oprør, der på mange måder minder om zionisternes succesrige recept for grundlæggelsen af den jødiske stat i første halvdel af det 20ende århundrede.

»Det var også det internationale samfund, der grundlagde Israel, men som nu stiltiende har accepteret Israels besættelse årti efter årti,« siger Mohammad Ethman.

»Det er deres pligt at hjælpe med at grundlægge en palæstinensisk stat.«

Fredelige protester

Den nye palæstinensiske tilgang til modstand er multifacetteret, men en vigtig gren af den startede her i Bilin, hvor kampråb fra demonstranter ugentligt krænger luften i et oprør mod Israels kontroversielle sikkerhedsmur, som slanger sig gennem Vestbredden.

Ifølge Israel er muren nødvendig for at beskytte den jødiske stat mod terrorister, men palæstinensere klandrer muren for at gøre deres liv på Vestbredden endnu mere ufremkommeligt og samtidig beslaglægge palæstinensisk jord, og Den Internationale Domstol i Haag har erklæret muren ulovlig. Demonstrationerne, der som udgangspunkt er fredelige, har som princip bredt sig til Østjerusalem og andre dele af Vestbredden og finder under stor mediebevågenhed sted hver uge.

Samtidig har palæstinenserne optrappet deres kampagne mod israelske bosætterprodukter, der bandlyses på plakater med en bøjet finger og teksten: »Din samvittighed, dit valg«.

I spidsen for den nye strategi står den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, der med sin nypressede fremtoning, økonombaggrund og erfaring fra Verdensbanken er en vestlig darling, som i Bilin modtages med store klapsalver.

»Der har været fremskridt i boykotten af bosætterprodukter, der kommer fra ideen om populær, fredelig modstand, og jeg håber, vi vil rydde vores markeder for alle bosætterprodukter i slutningen af året,« siger han på Bilin-konferencen, flankeret af plakater af flere martyrer.

Fayyad har samtidig indviet langt over 1.000 projekter, der går ud på at stikke spadestikkene til en palæstinensisk stat ved at skabe skoler, sundhed, elektricitet og kloakker.

EU bakker op

Israelske iagttagere forudser, at »den hvide intifada« kan vise sig at være effektiv overfor Israel. To israelske eksperter i international politik, Shaul Mishal og Doron Mazza, siger, at en hvid, fredelig intifada kan få det internationale samfund til at lægge massivt pres på Israel:

»Der ville være vidt og bredt transmitterede deklarationer af en palæstinensisk stat, efterfulgt af krav om, at Israel først og fremmest trækker sig tilbage fra Vestbredden,« skriver analytikerne i et indlæg i den israelske avis Haaretz.

Den israelske kommentator Aluf Benn vurderer, at den palæstinensiske tilgang kan være særdeles succesrig:

»Fayyad har været fantastisk dygtig. Det officielle Israels tidligere yndling viser sig at være Netanyahus (Israels premierminister red.) mest problematiske rival,« siger han til Berlingske.

Den internationale støtte til Fayyads strategi har den senere tid vist sig i flere konkrete manifestationer: Den såkaldte mellemøstkvartet, der består af USA, EU, FN og Rusland bakkede i en erklæring den 19. marts op om dannelsen af en palæstinensisk stat inden sommeren 2011, som Fayyad har sat sig for. Udenrigsministrene fra Frankrig og Spanien har i fælleserklæringer publiceret i den europæiske presse talt for etableringen og anerkendelsen af en palæstinensisk stat inden oktober 2011. Europa anerkendte i sin tid den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, otte år før USA gjorde det.

Fayyad får også entusiastisk opbakning fra USA, der har trænet 2.600 palæstinensiske politimænd i Jordan. Politimændene er nu tilbage i de besatte territorier og roses for at have øget sikkerheden og være »klar« til at håndtere en selvstændig stat.

Den eneste vej

Israel slår til gengæld hårdt ned på arrangører af den fredelige tilgang - som Israel klandrer for ikke at være så fredelig endda. De ugentlige demonstrationer i Bilin har ofte inkluderet stenkastning og skade på muren. Det israelske militær går voldsomt til demonstranterne, som Israel mener, opholder sig i militært område.

Flere aktivister er blevet dræbt, og mindst 35 er blevet fængslet. En af dem er Abdullah Samara, en ledende aktivist i Bilin, og angiveligt den første, som fik ideen til den fredelige vej til selvstændighed.

Israel har ifølge kilder arresteret ham for at være i besiddelse af tomme tåregashylstre. Abdullah Samara har som mange andre ledende aktivister allerede tilbragt fire måneder i fængsel.

»Hans forbrydelse er at kæmpe med fredelige midler,« siger hans hustru, Majeeda Samara, til Berlingske.

Arrestationerne har imidlertid på ingen måde fået demonstrationerne til at ophøre. Tværtimod er der blandt mange palæstinensere en erkendelse af, at dette er den eneste vej frem.

Som en irsk diplomat udtrykker det: »Det er den eneste tilgang, der er salgbar i det internationale miljø.«

Spørgsmålet er imidlertid, hvor salgbar den er i det palæstinensiske lokalmiljø. Den militante, islamiske gruppe Hamas, som nyder stor popularitet, har længe fastholdt, at årtiers forhandlinger og fredelige midler ikke har ført til noget. Og i marts gik 47 procent af den palæstinensiske befolkning ind for væbnet modstand, ifølge en meningsmåling fra Palestinian Center for Policy and Survey Research.

Samtidig er det et stort problem, at palæstinenserne er splittede mellem det Hamas-kontrollerede Gaza og Vestbredden, der ledes af det Fatah-dominerede Palæstinensiske Autoritet.

Nogle røster påpeger også, at palæstinenserne allerede har forsøgt sig med en anti-voldelig tilgang, som slog fejl. Den første intifada i slutningen af 1980erne var som udgangspunkt ikke-voldelig.

»Palæstinensernes deltagelse i ikke-voldelige aktioner har været langt mere udbredt end i både Indien og Sydafrika,« siger Kobi Shitz, en ledende israelsk aktivist, der støtter palæstinensernes protester.

Men selv om antivold-bevægelsen ikke er en ny bevægelse, er denne intifada anderledes end tidligere oprør, påpeger iagttagere:

»Fayyads hvide intifada er anderledes end sine forgængere. Den har et klart politisk mål: At erklære en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne inden sommeren 2011,« skriver Aluf Benn, israelsk kommentator, i et indlæg.

Og for premierminister Salam Fayyad at se, er der kun denne vej, som han siger i et interview:

»Jeg føler, at vi er på et spor, som er meget appellerende både nationalt og internationalt. Hele verden ved, at denne besættelse må stoppe.«