28. september 2008, 22:30

KILLEEN, Texas: Hun havde prøvet alt – og alt havde ført til lige præcis ingenting.

Hun havde gået i skole, men skolen førte ikke til noget. Hun havde fundet en kæreste, men kærligheden førte ikke til noget. Hun havde arbejdet på et slagteri, men slagteriet førte ikke til noget, og pludselig føltes verden meget lille. Hun boede hos sine forældre i en beboelsesvogn, uden om beboelsesvognen lå en bar mark, og uden om den bare mark lå Fort Ashby, to barer, en døgnkiosk og en iskiosk i et hjørne af West Virginia.

Det var hendes verden, Lynndie Englands verden.

DICK CHENEY VAR et besynderligt valg som vicepræsidentkandidat.

Han var halvgammel, svær og med en karisma som et maltbolsje, han kom fra en stat, som ikke fyldte noget i den amerikanske valgmatematik, og når han holdt en tale, så talte han så sagte og monotont, at det lød som kasserens årsberetning.

Men George W. Bush var tilfreds med sit valg. Cheney løb ikke med rampelyset, han ikke ville være præsident, han ville bare tjene præsidenten; det republikanske bagland var tilfreds med valget, for Cheney var pålidelig konservativ, og de vise mænd i Washington var tilfredse, for Cheney havde et helt livs erfaring i magtens center. Det var et valg, der var tillidsvækkende og seriøst, det var en mand, der var det samme, og det understregede i det hele taget kampagnens udenrigspolitiske holdning – at efter Clinton-årenes frivolitet var det på tide, at de store drenge kom til.

TO FLY FLØJ ind i World Trade Center, og samme efterår – i 2001 – rejste Lynndie England til storbyen og meldte til sig til militæret. Hun var 17 år, og hendes mor sagde nej, men hun hørte ikke efter. Hun ville være soldat.

Af patriotisme?

Mest af eventyrlyst, fortalte hun senere i magasinet Marie Claire. Det var hendes billet ud.

DICK CHENEY HAR ALTID haft et verdenssyn, som ligger et sted mellem vestjysk tungsind og dommedag-nu. Hans verden er ikke et rart sted, hans verden minder om Niflheim, det mytologiske tågeland, hvor farer truer, og hvor dødsriget også befinder sig, og i hver en krog af Cheneys verden er der mennesker, som kun drømmer om at slå ihjel, og som kun har respekt for selv at blive slået ihjel. Længe efter Gorbatjov var kommet til magten, og længe efter præsident Reagan og alle andre konservative havde anerkendt Gorbatjov som en reformpræsident, betragtede Cheney ham stadig som en kommunistisk afledningsmanøvre. Selv Sovjets fald nægtede han at tro på før mange måneder eftet fait-a-compli.

Så terrorangrebet 11. september 2001 var kun en manifestation af hans sortsyn, og Dick Cheney forsvandt ind i en verden af mørke.

»Jeg kan ikke kende ham længere,« sagde hans gamle ven, sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft. Udenrigsminister Powells stabschef, Lawrence Wilkerson, mente, at Cheneys psyke tog skade. »11. september 2001 gav Dick Cheney et trauma. Den stakkels mand blev paranoid,« siger han i bogen »The Dark Side«.

Cheney nægtede at opholde sig i Det Hvide Hus, hans opholdssted var en hemmelighed, og når han var i Washington, kørte han i en konvoj, der var længere og mere sikret end præsidentens, og han kørte ingen steder uden en læge og uden sin sportstaske fyldt med overlevelsesudstyr, bl.a. en gasmaske og en biokemisk overtræksdragt.

16. september 2001 var han på amerikansk TV, og her forklarede han i et interview, hvordan regeringen ville føre krigen mod terroristerne:

»Vi bliver nødt til at arbejde på den mørke side ... Vi vil komme til at befinde os på efterretningsvæsnernes skyggeside,« forudså han.

Hvor mørk var den mørke side? Hvor skyggefuld var skyggesiden?

»Vi vil bruge alle tilrådighedværende midler for at nå vores mål,« fastslog han, og hans mund formede en tynd streg.

ABU GHRAIB VAR FOR NIFLHEIM, hvad Camelot var for legenden om Arthur.

Abu Ghraib var et gammelt Saddam-fængsel, hvor betonvæggene var tapetserede med hjerteskærende skrig og blod og pludselig død, og nu havde amerikanerne overtaget stedet. Selve invasionen af Irak var i foråret 2003 gået som en kniv i blødt smør, og præsident Bush havde i maj talt under banneret med teksten »Missionen fuldført«. Men missionen var langt fra fuldført, missionen var faktisk lige begyndt, og det gik ad hekkenfeldt til. Fjenderne synes nu talrige og omnipresente som sandkorn, og amerikanerne var håbløst uforberedte og underbemandede.

Så hvad gjorde amerikanerne? De gjorde, hvad de kunne gøre. De skød igen, og de fangede og fængslede, somme tider fangede og fængslede de hele nabolag, og så kunne de finde de skyldige bagefter, og Abu Ghraib bugnede af fanger.

I oktober 2003 ankom Lynndie England og 20 andre medlemmer af det 372. Militærpolitikompagni til Abu Ghraib. Undervejs ramte de en vejbombe, ikke noget alvorligt, men en påmindelse om den nye virkelighed. Ved fængslet tog militærpolitichef Janis Karpinski imod dem, og hun husker mødet med England: »Jeg gav hende hånden. Jeg kan huske, at hendes hånd var meget lille. Hun er lille, ikke på nogen måde aggressiv eller intimiderende. Hun var så ung, hun var så uskyldig,« siger hun til Marie Claire.

»Da jeg rørte ved hende, følte jeg frygt.«

DEN NYE TID VAR EN MAD MAX-TID, en dommedagstid, og hvis der nogensinde havde været brug for en stærk præsident, så var det nu, fastslog Cheney.

Og det var Cheneys kongstanke: En stærk præsident, som ikke uafbrudt skulle stå til regnskab over for senatorer og kongrespolitikere, over for medierne og offentligheden, over for meningsmålinger og fokusgrupper.

Cheney sammensatte et krigsråd af mænd, som mente det samme som han, bl.a. en ung advokat i Justitsministeriet – John Yoo. Yoo var kendt for sin teori om, at den amerikanske præsident reelt har samme magt som enevældskonger, og at en præsident kan føre landet i krig uden om Kongressen. 25. september 2001 konkluderede Yoo således, at hverken Kongressen eller domstolene kunne begrænse præsidenten i kampen mod terror, præsidenten bestemte »metode, tid og sted« i kampen. Hvis præsidenten ville sætte militæret ind i amerikanske storbyer, så kunne han gøre det. Hvis præsidenten ville tilbageholde amerikanske statsborgere i hemmelighed, så kunne han gøre det. Hvis præsidenten ville aflytte amerikanske statsborgere uden retskendelse, så kunne han gøre det.

13. november 2001 besluttede vicepræsidenten og hans krigsråd, at terrorfanger ikke skulle stilles for en domstol, men for »en militær kommision«, som kunne idømme dem dødsstraf. I december 2001 fastslog Pentagon, at terrorfangerne kun ville få begrænsede rettigheder, og at de ikke kunne anke deres dom.

Rejsen til den mørke side var for alvor begyndt.

I januar 2002 dukkede det næste problem op: Genève-konventionen.

USA havde underskrevet konventionen, som garanterede krigsfanger en human behandling, men Dick Cheneys krigsråd betragtede konventionen som en møllesten, og budskabet fra toppen var klart: Konventionen skal dø. 18. januar 2002 skrev forsvarsminister Rumsfeld til forsvarsledelsen og meddelte, at militæret i sin behandling af terrorfanger ikke længere var bundet af Genève-konventionen. 25. januar 2002 skrev Bushs chefadvokat, Alberto Gonzales, til præsidenten: »Som du selv har sagt, så er kampen mod terror en ny tids krig ... Efter min vurdering er Genève-konventionens skarpe begrænsninger om afhøringer af fjendefanger forældede under det nye paradigma.«

7. februar 2002 besluttede præsident Bush, at USA ikke længere var bundet af Genève-konventionen.

Hvis USA ikke længere var bundet af konventionen, og hvis de »skarpe begrænsninger omkring afhøringer af terrorfanger« var forældede, så kunne afhørerne gå til vaflerne. Men hvor langt kunne de gå?

Langt, skrev John Yoo 1. august 2002. Tortur var først tortur i det øjeblik, at afhøreren havde til hensigt at påføre den afhørte lidelser, som »i intensitet svarede til en alvorlig smerte, der følger efter f.eks. organsvigt, angreb på kropsfunktioner eller død.« Mental tortur var kun tortur, hvis det fandt sted »i månedsvis eller år«. Det var vide grænser, og de var endda videre, skrev Yoo, for hvis præsidenten besluttede sig for, at vidtrækkende tortur var i orden, så var vidtrækkende tortur i orden.

John Yoo rundsendte en liste med 35 aggressive afhøringsteknikker, som efter hans mening var tilladte, og 16. april 2003 tillod Pentagon hovedparten af dem.

Grænsen mellem aggressiv afhøring og tortur gik nu ved »organsvigt« og »død«, og kun hvis begge dele var forårsaget med forsæt.

Udenrigsminister Powell, sikkerhedsrådgiver Rice og justitsminister Ashcroft blev under det meste af processen holdt udenfor eller nedstemt.

»Hvad helvede foregår der,« råbte Powell, da han hørte om de nye tider. »Hvad helvede foregår der?«

OG HELVEDE – helvede kunne Lynndie England tale med om.

En lille pige, lille af statur og alder, i livserfaring og selvtillid, skulle i Abu Ghraib afpatruljere grænsen mellem aggressiv afhøring og tortur.

31. august 2003 sendte Pentagon sin afhøringsekspert, general Geoff Miller, til Bagdad, og der begyndte han at tale om »afhøringsmetoder, som var fremme i skoene«, og han lovede resultater i løbet af 30 dage. Han ville gøre for Abu Ghraib, hvad han havde gjort for Guantanamo, sagde han.

General Karpinski protesterede. Hun sagde, at man ikke kunne sammenligne Guantanamo og Abu Ghraib. På Guantanamo var der 800 militærpolitisoldater til 640 fanger; i Abu Ghraib var der 300 militærpolitisoldater til 6.600 fanger. Det ville gå galt, sagde hun ifølge bogen »The Dark Side«.

Men Miller ville ikke høre på indsigelserne. »Vi kan enten gøre det på min måde – eller på den hårde måde,« sagde han og lod forstå, at han havde rygdækning hele vejen op – og hele vejen op, betød hele vejen op.

Lynndie England fortalte senere, hvordan der i Abu Ghraib var et »spøgelsesregiment« af efterretningsagenter og private og militære afhøringseksperter, de havde deres egen etage, og de talte uafbrudt om, at fangerne skulle »blødes op« eller »have noget røg«, og dag for dag blev virkeligheden mere og mere uvirkelig. Om dagen skød fjenden til måls efter vagter, der bevægede sig uden for fængslet, om natten bombarderede de fængslet med mortergranater, varmen var ulidelig, luften var fyldt med støv, sand og smuldret beton, lugten var lugten af råddenskab, og fangerne truede med oprør, og i den virkelighed bliver psykopaterne konger.

En af dem, korporal Charles Graner, bandt en nat en hundesnor om halsen på en irakisk fange. Han overtalte England til at posere med irakeren i snor. Knips. En anden nat beordrede Graner en halv snes irakere til at tage tøjet af og lægge sig i en pyramide. England skulle stå bag dem med en cigaret i munden. Knips. En mand, der døde efter afhøring på den hemmelige etage – knips. Knips. Knips. Knips.

Dante ville vide, hvad han så, hvis han så billederne.

PRÆSIDENT BUSH ER IKKE en følelseskold fisk, han er ikke en mand, der har giftet sig med en galoperende paranoia, og han har en god fornemmelse for rigtig og forkert, og hans beslutninger er derfor et mysterium. Hvorfor accepterede han en politik, som førte til ragnarok, og som i den grad underminerede hans regering? Hvorfor accepterede han en linje, som kan få ham retsforfulgt for krigsforbrydelser? Udenrigsministeriets chefadvokat talte om den risiko i januar 2002; flådens chefadvokat talte om riskoen for »en Nürnberg-proces«.

Bush sagde ja til dristige afhøringsmetoder, fordi hans præsidenttid – om noget – handlede om dristighed. Han ville ikke være sin far, en forsigtigper, og han ville ikke være sin forgænger, en småpolitiker, han ville noget mere og større, sagde han, og Dick Cheney forstod at sælge sine synspunkter som den ultimative dristighed. Hvorfor nøjes med at fjerne Taleban-styret i Afghanistan? Hvorfor ikke én gang for alle fjerne stregen i ørkensandet og fjerne Saddam? Hvorfor kere sig om Kongressen, medierne og opinionsmålingerne? Hvorfor ikke skabe, hvad den amerikanske forfatning forudsatte – den uhindrede præsident? Hvorfor fare ydmygt og med sænket lanse? Hvorfor ikke med Bush–doktrinen skabe et Pax Americana og et Imperium Americana?

Colin Powell funderede nogle år senere over, hvordan Cheney kunne køre sådan rundt med Bush, og hans svar førte tilbage til Texas. Bush elskede at se sig selv som en cowboy, en hård hund, der tog hårde beslutninger, og hvis man spillede på denne cowboy-karikatur, så kunne man nemt manipulere med ham. Resultatet blev katastrofalt, sagde Powell. Ude i verden er den amerikanske autoritet ikke længere imperiel, men impotent, præsidentens autoritet er ikke styrket, men stækket, og det skyldes beslutningen om at gå over til den mørke side.

Som den eminente historiker, Arthur Schlesinger, har udtrykt det:

»Ingen beslutning, ingen beslutning, har i den store verden skadet Amerikas omdømme så meget. Nogensinde.«

26. SEPTEMBER 2005 blev Lynndie England idømt tre års fængsel for sine forseelser og forsømmelser i Abu Ghraib. 12 andre fangevogtere er også blevet idømt fængsel eller betinget fængsel. Den højeste rangerende blandt de dømte har rang af seniorsergent.

Ingen officerer, ingen private eller militære efterretningseksperter, ingen embedsmænd og ingen politikere er blevet dømt for deres arbejde på den mørke side.