7. september 2008, 22:30

ALBUQUERQUE, New Mexico:

Hun har stået op så længe, at hun somme tider kigger misundeligt over på en ældre mand i kørestol.

Men Dawn Lowe beklager sig ikke. For hvad er hård hud ved siden af den følelse af gåsehud, som hun og de andre i salen føler, da den store valgkampsbus kører ind i hallen, gennem en skyttegravssky af tøris, og så stiger hun ud, så kommer hun gående gennem mennemylderet og op på scenen. Sarah Palin.

De 7.000 mennesker begynder at råbe deres lunger ud. »Pa-lin. Pa-lin. Pa-lin.«

Bevæget. Beruset. Bestandigt.

En midaldrende kvinde med stort hår skyder sit hjemmelavede skilt op i luften. »Palin Power,« står der. »New Mexico Loves Palin,« står der på et andet skilt. »Pitbulls for Palin,« siger et tredje.

»Det er ubeskriveligt,« siger Dawn Lowe.

Det er ubeskriveligt, og, nå, ja, den ældre hvidhårede herre, som også står oppe på scenen – han hedder John McCain.

DET ER LIDT som et nyslået ægtepar.

Vennerne kan godt lide hende; hun er naturlig og morsom, hun deler deres baggrund og deres syn på tilværelsen, men de er nødt til at tage ham med, for det er nu engang ham, der er aktiemajoriteten i ægteskabet. Det er ham, der har det gode job, det er ham, der har pengene, det er ham, der har huset og bilen.

Så de tolererer ham, men de elsker hende, gennem suppen, tarteletterne, stegen og nougat-isen, og sådan går det i øjeblikket hos de republikanske græsrødder.

Sarah Palin og John McCain er på en to-dages turne til en række amerikanske svingstater, og Berlingske Tidende var med blandt fodfolket i Albuquerque i New Mexico, og der var ingen tvivl om, hvem fodfolket var kommet for at se. De hjemmelavede T-shirts havde hilsener til hende, det samme med skilte og badges, og opvarmningstalerne høstede størst applaus, når de messede de to ord: »Sarah Palin.« Bevares, McCains navn blev også fulgt af klapsalver, men mere klapsalver som støvregn, og egentlig er det ikke svært at forstå.

For Sarah Palin er hele den amerikanske kulturkamp, 37 grader varm og på to ben, personificeringen af »dem-og-os«. Hun er højrereligiøs, de er a-religiøse; hun er »for liv«, de er imod liv; hun kæmper imod Bjerget, de er Bjerget, hun er rundet af folket, de er over folket, og ikke bare er hun på den rigtige side af kridtstregen, men hun har også arrene, der beviser det. Hun fødte som 43-årig en søn med Down-syndrom, hendes ældste søn bliver i næste uge sendt til Irak, hendes teenagedatter er gravid og vil have barnet, og de bedre kredse, den gode smag, alle de korrekte og medierne, først og fremmest medierne, hader hende og er efter hende.

Så Sarah Palin er alt, hvad de elsker her i salen. Hun er deres venners ven, deres fjenders fjende, en ishockeymor fra Alaska, en barracuda, en pitbull med læbestift, som hun har beskrevet sig selv..

»Vi elsker dig Sarracuda,« sang et kor af cheerleaders, og hele salen brød ud i en usynkroniseret bølge og råbte igen. »Pa-lin. Pa-lin. Palin.«

OG HVOR efterlader det John McCain?

Ikke bare er det sværere for salen – sådan rent fonetisk – at brække »Mc-Cain« op til et kampråb, men det er også sværere at elske ham.

Han er ikke højrereligiøs, hans kone og hans mor har udtalt, at han ikke for alvor er imod abort, han har kaldt medierne for »min base,« han er temmelig miljøvenlig, han har gjort en dyd ud af bryde partidisciplinen og tvære parti-næserne rundt i det, og hans over 20 år i Washington og otte huse og 100 millioner dollar på bankbogen gør ham sådan en kende distant fra den ugentlige grøddag og vasketjansen for fodboldholdet. Er han – når det kommer til stykket – nu deres venners ven, deres fjenders fjende? Er han i virkeligheden dem eller os?

Ingen af de græsrødder, som Berlingske talte med, ville sige noget kontroversielt om McCain – »jeg ved, hvad I vil bruge det til,« sagde én og pegede anklagende mod presseskiltet – men forskellen mellem begejstringen over for Sarah Palin og accepten af John McCain kan aflæses i detaljen. På konventet trak hun helt uhørt for en vicepræsidentkandidat næsten lige så mange TV-seere som ham; »McCain nomineret, Palin stjæler showet,« lød konklusionen hos nyhedsbureauet AP efter konventet, og den konservative kommentator Peggy Noonan brugte lørdag en halv side i Wall Street Journal på »stjernen Palin« og fejede McCain til side med to tørre linjer i bunden: »McCain holdt også en tale. Den var flad.«

Eller som en ældre herre her i Albuquerque udtrykker det på sin egen måde. Han tager et papskilt fra presseboksen og skriver med fed tusch bagpå:

»Jeg stemmer på Palin og ham den gamle mand.«

PÅ DEN MÅDE er Sarah Palin godt nyt for McCain. Hun løser hans problem med entusiasme-kløften; hun skaber en hær af højrereligiøse og urstammekonservative, der virker som om, de bare har længtes efter at gøre for en republikaner, hvad obamaniacs gør for Obama, og modtagelsen af hende er ganske som udtrykt af Dawn Lowe.

»Ubeskrivelig.«

Men hun er også et problem. For det første har McCain som andre toppolitikere et ego på størrelse med en mellemstor dansk kommuneskole, og som han står på scenen og holder sit smil i et stift politigreb, og som han scanner salen og iagttager skilt efter skilt med hyldester til Palin, så kan man fornemme antydningen af en begyndende træthed. At det – saftsuseme – er ham, der er præsidentkandidaten, ikke hende. Det er den ene udfordring. Den anden handler om Palin selv. Hun er på kort tid blevet meget større end en traditionel vicepræsidentkandidat, der i bedste fald er en politisk sidevogn og i værste fald – som en af indehaverne engang udtrykte det – »en kop varm spyt.« Men en række skandaler ulmer i landskabet omkring Palin – anklager om embedsmisbrug, politiske fyringer, udenomsægteskabelige affærer – og hvis en af dem eksploderer, så er det ikke bare sidevognen eller spytbakken, der bliver ramt, så er det den motiverende faktor, selve den republikanske primus motor, der bliver ramt.

DET SKER imidlertid ikke i aften. Journalister har forsøgt at råbe spørgsmål til Palin, men hun har kun svaret på én eneste spørgsmål – »vil du stadig have tid til Alaska?« – og i aften bliver der heller ingen nærgående spørgsmål.

»Hun er ikke til rådighed,« siger en talsmand.

»Hvornår vil hun tale med os?«

»Senere. Når vi er klar. Når hun er klar,« siger talsmanden.

»Det er godt gjort,« siger en af journalisterne fra de store medier. »Det har jeg aldrig været ude for før.«

Det har han muligvis ikke, men det må han leve med.

For græsrødderne kan ikke være mere ligeglade med hans sårede forfængelighed.

De står op, de står på tæerne, de holder armene over hovedet, de vifter med flag, de vifter med cowboyhatte, de vifter med skilte, og de kan ikke få nok af hende, og de kan ikke få nok af hendes tale, som – hånden på brystet – ikke er meget andet end løsrevne sætninger, oplæst af en utrænet stemme fra en camouflereret teleprompter.

Men i aften, lige nu, lige her, mellem græsrødder og gåsehud, er det nok.

Mere end nok.