I anledning af magasin-jubilæum giver den amerikanske mediemogul Oprah Winfrey sine ansatte generøse gaver.
17. juni 2010, 11:46
Magasinet "O" har i år været på gaden i ti år, og det skal da fejres. Det mener magasinets stifter Oprah Winfrey i hvert fald.
Og når Oprah Winfrey er gavmild, så er hun meget gavmild. Bladets ansatte har fået en ekstra løncheck på 60.000 kr. og splinterny iPad. Det oplyser magasinets talskvinde til Reuters.
Det vides ikke, hvor mange ansatte, der har nydt godt af gavmildheden. Men Oprah Winfrey, der startede sit verdensberømte talkshow for 24 år siden, har også dybe lommer.
Talkshowet, der bliver vist i mere end 140 lande verden over, har været med til at opbygge hendes formue, der af Forbes vurderes til at være på næsten 14 mia. kroner.
































