Det mener kineserne selv, og det er også svært at argumentere imod, at man har set kineserne arrangere et velfungerende og moderne OL. Desværre har man også set den lille angste partistat kigge frem.
23. august 2008, 18:45 – opdateret 23. august 2008, 19:06
Sådan. Den er hjemme. Allerede for et par dage siden var de kinesiske medier klar med konklusionen om, at legene var en succes for Kina. For det første rent sportsligt. Ingen anden nation har suget så mange guldmedaljer til sig som Kina, der nu er sportsverdenens globale supermagt. Også selvom alt ikke gik som planlagt.
I mandags tog hele nationen sig til hovedet, da Liu Xiang måtte humpe ud af Fuglereden og opgive kampen om at komme først i 110 meter hækkeløb. En katastrofe. For den 25-årige Liu Xiang er et ikon. Og se på hans løbsnummer, 1356. Et lykketal, sagde kineserne. For Kina består af 1,3 milliarder kinesere og 56 etniske minoriteter.
Bagefter sagde kineserne, at tallet havde været for tungt. Ingen kan bære en hel nation på ryggen.
Men efter et par dage var det – om ikke ligefrem glemt – så i hvert fald accepteret og tilgivet af de fleste kinesere. For selve legene har været en succes. I hvert fald hvis man spørger kineserne. Men kineserne har også vist sig ganske effektive under OL og er måske blevet mistænkeliggjort vel meget i vestlige medier.
Blandt andet har der været talt og skrevet om de frivillige kinesere, der står rundt ved de olympiske stadions og andre faciliteter; at der lurede noget derinde bag ved den hjælpsomme facade.
Men det samme smil får man i en 7-11 butik i USA. Det er professionelt. Og mon ikke englænderne også vil stikke de udenlandske gæster et smil, når de kommer til OL i London i 2012.
Der har også været talt og skrevet om sikkerheden. 100.000 soldater og betjente har invaderet Beijing. Der står jord-til-luft-missiler og peger mod himlen over Fuglereden. Men det er vel heller ikke så underligt. Se på OL i Athen i 2004. Her var sikkerheden på mange måder endnu højere.
Det er det selvsikre Kina, vi har set. En 5.000 år gammel civilisation. Et land, der nu har økonomi med tocifrede vækstrater. En kommende supermagt. Og et land som kan bruge syv års energi og milliarder af kroner på at få at OL til at klappe.
Men Samtig har verden også set det gamle Kina, det usikre Kina med den angste partistat. Der er bange for sine borgere og for sit image udadtil.
Under OL er to bedstemødre i slutningen af 70erne blevet dømt til et år i arbejdslejr. De ville ansøge om at holde en protest, fordi de blev tvangsfjernede fra deres hjem i 2001. Det har de ret til. Det står i loven. Som politiet ignorerede. Ligesom de ignorerede de 77 andre ansøgninger om demonstrationer.
Det er en partistat, der efter alt at dømme har fusket med alderen på flere gymnastikpiger. For at deltage i OL skulle de være 16 år gamle. Men meget tyder på, at flere af dem er yngre, og IOC undersøger stadig sagen.
Og ingen detalje har været for lille under OL. Det er derfor, at Kinas 25 mest magtfulde politikere – medlemmerne af Politbureauet – besluttede, at en 7-årig pige ikke var pæn nok til at synge under åbningsceremonien til OL. Hun blev erstattet af en 9-årig og kønnere pige.
Under åbningsceremonien var der også et gigantisk fyrværkeri. Og det meste var ægte. Men en del af det var computergrafik. Virksomheden bag det arbejder også på afslutningsceremonien. I alt har der siddet 50 mand og arbejdet på projektet under OL.
Alt det har man også i mere eller mindre grad hørt om i Kina. Men uanset hvad, så har OL været en succes for kineserne.
