I den bedste tale i sin karriere appellerede præsident Obama i nat til de bedre engle i sine landsmænd og opfordrede dem til at leve op til det Amerika, som den ni-årige Christina Greene forstillede sig, et Amerika ufortyndet af kynisme. Talen var ikke Obamas triumf, men alles.
13. januar 2011, 07:29
SANTA FE: Det er meningsløst at betragte præsident Obamas tale i nat gennem den sædvanlige politiske optik. Ikke kun fordi den pågældende optik er under den værdighed, der knytter sig til begivenheden, men også fordi selve forudsætningen for optikken er forkert.
Forudsætningen er, at der er en vinder og en taber, og at præsident Obama med en god og guldindrammet tale kunne tage point fra modstanderne og forrykke meningsmålingerne.
TV: Hør Obamas rørende tale her
Alle gode engle håber
Hvis en lærer går ind i et klasseværelse, som er opløst i tumult, vil man ikke spørge, om den pågældende lærer vandt eller tabte i sit forsøg på at dæmpe klassen; for alle gode engle vil håbe, at han kan dæmpe klassen og sørge for, at urolighederne ikke udvikler sig, enten vinder alle, eller også taber alle, og sådan var det også med præsident Obamas tale i nat. Enten vandt alle, eller også tabte alle.
Billedserie: Tucson i sorg under Obamas tale
Og, ja, det var ikke bare en god tale, det var en fremragende tale, fordi den – som den første – med format rejste sig over begivenhederne, og der var tilsyneladende ikke to meninger om den sag.
”Præsident Obamas triumferede i Tucson … Det var hans fineste retoriske bedrift,” skrev Time.
”Den bedste tale, jeg nogensinde har hørt fra Barack Obama,” skrev konservative American Spectator.
Video: Se Obamas tale
”I nat blev han hele folkets præsident. Det var et privilegium at opleve,” skrev den moderate Joe Klein.
”Talen var fortryllende, den var brilliant,” skrev konservative Powerline.
Læs også: Obama maner til forsoning efter skyderi
”Han sagde, hvad der skulle siges. Han gav os optimisme i stedet for had, håb i stedet for desperation,” skrev demokratiske Huffington Post.
Amerikas Forenede Stater
Akkurat som præsident Clintons tale efter Oklahoma City og præsident Bushs tale efter 9/11 – så var det ikke en tale til det ene Amerika fra det andet, det var en tale fra en amerikaner til en anden, og Obama vendte på mange måder tilbage til den tale, der begyndte hans politiske karriere, hans tale om, at der ikke er et rødt og blåt Amerika, men et Amerikas Forenede Stater, og at han og hans landsmænd et eller andet sted, over hverdagens skrig og sved, samles om noget større.
Hans tale i nat var på mange måder så meget sværere end Clintons i 1995 og Bushs i 2001, som Clintons taleskriver, Don Baer, også har sagt i New York Times.
I 1995 og 2001 stod amerikanerne sammen, samlet af bomber og terror, men efter massakren i Tucson lørdag har amerikanerne ikke stået sammen, tværtimod har de benyttet anledningen til at grave endnu flere grøfter og endnu dybere grøfter, og i timerne op til Obamas tale var hele kommentarkorpset optaget af en kontroversiel videotale fra Sarah Palin.
Tvang til selvransagelse
Obama skar ikke bare igennem diskursen, han gav ikke bare som en statsautoriseret forligsmand en luns til begge parter, men – som den gode lærer – tvang han de tilstedeværende og Tv-seerne til selvransagelse og til selv at konkludere det uomgængelige.
Han gjorde det blandt andet ved at konfrontere amerikanerne med de mennesker, som lørdag blev ofre for massakren og ikke mindst gennem den den ni-årige Christina Greene, som netop var valgt til elevrådet på sin skole, og som havde fået vakt den første nysgerrighed over for politik og mekanismerne i demokratiet, og i lørdags var hun taget ud for at høre sit forbillede, kongresmedlem Gabrielle Giffords, tale.
Læs også: Flere amerikanere støtter Obama
Præsident Obama sagde: ”Hun oplevede det alt sammen, som et barn oplever det, ufortyndet af den kynisme og de modbydeligheder, som vi voksne ofte tager for givet. Jeg ønsker, at vi kan leve op til hendes forventninger. Jeg ønsker, at vores demokrati skal være så godt, som hun forestillede sig. Os alle – vi skal alle gøre alt, hvad vi kan for, at vores land lever op til vores børns forventninger.”
Christina Greene elskede regnvejr, og hun elskede at hoppe rundt i vandpytter, og ”hvis der er vandpytter i himlen, så hopper Christina i dem i dag. Og her på jorden – lad os lægge hånden på hjertet og love hinanden, at vi som amerikanerne vil skabe et land, der for altid er hendes glade, blide væsen værdigt.”
I dét øjeblik forstod selv den største slagsbror i klasseværelset, at det var på tide at bruge hænderne til noget andet og bedre end at slås. Derfor var det ikke – som Time skrev – Obamas triumf i Tucson. Det var alles triumf i Tucson.
