Her kan du se, hvilke politiske valgløfter, der skal stå sin prøve, når Barack Obama sætter sig i præsidentstolen.
5. november 2008, 12:24 – opdateret 5. november 2008, 13:01
Efter en lang valgkamp og nattens sejr ligger der nu en stor bunke valgløfter, der venter på at blive indfriet, når Barack Obama tiltræder sit præsidentembede d. 20. januar.
1. Skattelettelser til lav- og mellemkomstgrupperne:
Barack Obama har lovet skattesænkninger til lav- og mellemindkomstgrupperne, mens han til gengæld vil øge skatten for dem, der tjener mere end en kvart million dollar om året.
2. Brug af USA’s oliereserver:
Som en del energiplan ønsker Obama at åbne op for at bruge USA’s strategiske oliereserver – en slags oliebank, som er blevet tilført ressourcer siden 1975 som reaktion på oliekrisen i 1973-1974.
Under en tale i Michigan, hvor han fremlagde sin energiplan, sagde han blandet andet:
- At gøre os fri fra vores olie-afhængighed er en af de største udfordringer for vor generation. Det vil kræve intet mindre end en komplet omlægning af vores økonomi.
Obama vil bruge 15 milliarder dollar på at fremme alternativ energi. Han støtter subsidier til ethanol-produktion og har foreslået at kræve, at kraftværker producerer mindst 20 procent af deres energi fra alternative kilder inden 2020.
3. Økonomisk støtte til miljørigtigte biler:
Barrack Obama er klar til at investere store ressourcer i bæredygtig energi og en mere effektiv energiudnyttelse.
Blandt andet har han lovet, at han vil gennemføre ’plug in’ hybridbiler med op til en million på vejene i 2015, samt rabat og tilskud til de amerikanske købere, hvis de skifter de store benzinslugere ud med en mere moderne og miljørigtig hybrid bil.
De store lokale bilproducenter hilser Barrack Obamas udspil velkommen. Det samme gør flere af de store analyseinstitutter, der mener, at der endelig begynder at ske noget i den amerikanske bilindustri til gavn i klimadebatten, hvor USA gennem flere år har været det sorte får.
4. Obligatorisk sundhedsforsikring:
Obama vil sørge for, at den amerikanske befolkning får mulighed for en ordentlig behandling, hvis de bliver syge. Målet er at indføre en almen obligatorisk sundhedsforsikring, der skal finansieres gennem skatten.
5. Vil trække tropper ud af Irak:
Obama har lovet at trække en eller to kampbrigader ud af Irak i løbet af den første måned, han er præsident. Han vil trække alle tropper ud af landet i løbet af 16 måneder.
6. Mere diplomati i internationale konflikter:
Obama mener, at diplomati bør anvendes mere, og har sagt, at han vil forhandle - også med nogle af USA’s fjender, bl.a. Iran. Han siger dog, at han ikke vil tøve med at anvende militær magt, hvis han finder det nødvendigt.
7. Mere forskning:
Amerikanerne kan vente sig en øget finansiering af forskning indenfor fysik, matematik og ingeniørfagene. Ifølge Obama skal budgetterne fordobles i løbet af det næste årti.
8. Vil sikre ligestilling: Obama vil bestræbe sig på at finde dommere til den
Obama vil bestræbe sig på at finde dommere til den amerikanske højesteret, der forstår, hvordan det er at være fattig, sort, homoseksuel eller handikappet.
9. Vil kæmpe for at bevare arbejdspladser i USA:
Obama vil ophæve skattefordele for amerikanske virksomheder, der outsourcer arbejdspladser. Han har kritiseret NAFTA og er gået imod en frihandelsaftale med Colombia.
10. Det skal være nemmere at være husejer:
Obama vil øge fradragsretten for husejere, Samtidig vil han bruge op til 300 milliarder dollar på at købe huslån fra husejere, der ikke kan betale.
































