Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Obamas højre hånd bliver en Rambo

Barack Obama har peget på en erfaren og barsk politiker som stabschef i Det Hvide Hus, der har tilnavnet "Rahmbo".

Det ser ikke ud til, at han hviler på laurbærrene. Mindre end et døgn efter at have sikret sig præsidentembedet, har Barack Obama peget på den næste stabschef i Det Hvide Hus.

Obamas første valg er den 47-årige demokrat Rahm Emanuel, der for tiden sidder som højtstående medlem af Repræsentanternes Hus. Han har endnu ikke givet Obama sit endelige ja, men internt i Det Demokratiske Parti, forventer folk, at Emanuel accepterer jobtilbuddet.

I så fald har Barack Obama allieret sig med en person, der besidder en grundig politisk erfaring og et trænet blik for lovarbejde. Rahm Emanuel har tidligere været en af de ledende rådgivere i Det Hvide Hus under Bill Clintons regeringsperiode. Han blev dengang kendt for at være en skarp politisk strateg og for at storme hårdt frem i jagten på indflydelse. Emanuels barske facon har givet ham øgenavnet ”Rahmbo”, men der hersker ingen tvivl om, at han tilhører Obamas mest loyale støtter.

Samtidig er manden demokrat med så stort et D, at det muligvis kan svække Barack Obamas ambition om at forene partifløjene og mindske den evindelige kamp mellem Det Demokratiske Parti og Republikanerne.

Obama viser hurtig handlekraft
I øjeblikket lyder rygterne i Washington, at Rahm Emanuel ikke har besluttet, om han vil blive Barack Obamas stabschef eller gå efter posten som formand for Repræsentanternes Hus.

Analytikere ser det imidlertid som en styrke, at Obama gerne vil have en stabschef, der tilhører Kongressen og ikke er headhuntet uden for den politiske indercirkel. På den måde sender han et signal om, at han gerne vil samarbejde tæt med Washingtons andre beslutningstagere.

Washington Posts kommentator Chris Cillizza har samtidig påpeget, at Obama sender et vigtigt signal, fordi han er så hurtig til at finde en mulig stabschef. Det adskiller ham fra tidligere Præsident Clinton, der var mere sløv i optrækket, da han overtog magten og sammensatte sin ledelse i Det Hvide Hus i 1992.

Men måske er Rahm Emanuel især et fornuftigt valg, fordi han kan gøre det beskidte arbejde, mens Obama kan beholde sit uplettede image som bannerfører for forandring i USA.

- Rahm er en vejkriger, ifølge Paul Begala, der samarbejdede med Emanuel under Bill Clinton.

”Vejkrigeren” har ry for at udvise en særlig ihærdighed på vejen mod magten, som ind i mellem gør, at målet helliger mindre kønne metoder.

Han sendte en gang en rådden fisk til en politisk analytiker, der havde gjort ham vred. En anden gang hakkede han en kniv i bordet ved en demokratisk kampagnemiddag, idet han råbte dødstrusler efter Bill Clintons fjender.