Obama: USA er ikke fjende af islam

Præsident Barack Obama siger, at USA ikke er den islamiske verdens fjende og tilbyder Iran en fremstrakt hånd.

USA's præsident, Barack Obama, rækker en hånd ud til de muslimske verden og siger, at USA ikke er den muslimske verdens fjende.

Det sker i et interview på den arabiske tv-station al-Arabiya tirsdag.

- Det er mit job at sige til den muslimske verden, at USA ikke er jeres fjende. Vi begår en gang imellem fejl, vi har ikke været perfekte, siger Obama i interviewet.

- Men hvis I ser på vore historie, så er USA ikke født som en kolonialmagt. Der er ingen grund til, at den samme respekt og det partnerskab, vi havde indtil for 20-30 år siden, ikke kan genoptages, fortsætter han og lover, at USA med ham spidsen vil lytte og tale med det muslimske verden.

Han rækker også en hånd ud til ærkerivalen Iran i interviewet og åbner for diplomatiske kontakter.

- Som jeg sagde i min tiltrædelsestale, er USA parat til at række en hånd frem til lande som Iran, hvis de er parat til at åbne deres knytnæve, sagde Obama.

- Det er meget vigtigt for os at gøre det klart, at vi vil gøre brug af alle instrumenter, som USA har i sin magt, inklusive diplomati, i vort forhold til Iran, fortsatte den amerikanske præsident.

Tidligere sagde USA's nye FN-ambassadør, Susan Rice, at Washington ønsker et direkte og "levende" diplomati med Iran om dets formodede atomprogram. Men hun advarede samtidig om, at USA vil møde øget sit pres, hvis Iran ikke holder inde med uranberigelse.

- Vi ser frem til at blive involveret i et levende diplomati, der omfatter direkte diplomati med Iran samt fortsat samarbejde og partnerskab med de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og Tysland, sagde Susan Rice, som mandag mødtes med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Præsident Barack Obama lovede under valgkampen sidste år dialog med Iran, selv om han fortsat truer landets ledere med flere sanktioner.

/ritzau/AFP