Enkelte kunder købte op til 30 aviser og købere byder 600 dollar på Ebay for historisk avis. Kiosker og avis-automater blev flået over hele USA i går, da befolkningen vågnede op til de første overskrifter om landets første sorte præsident.
6. november 2008, 14:53 – opdateret 6. november 2008, 15:11
Web-medier er nok fremtiden, men USA's gode gamle trykte aviser havde en guldrandet dag i går, da de udkom med de første forsider og fede typer om valget af landets første sorte præsident, Barack Obama.
Aviserne New York Times og Chicago Tribune i Obamas hjemby var nogle af de aviser, der måtte genstarte trykpresserne for at producere hundreder tusinder ekstra kopier, da de første normale oplag var blevet flået væk, skriver CNN.
Avisautomater var tømt og foran kiosker og bladbutikker var der rapporter om kø, da aviserne ankom fra trykkerier.
Kunder i diverse aviskiosker blev set købe 5, 10 – op til 30 kopier af de historiske aviser. Mange aviser havde reserveret forsiden til store billeder af Barack Obama og simple overskrifter som ”OBAMA” eller ”Change has come to America” (Forandringen er kommet til Amerika, red.)
- Hvad dette virkelig viser er, at der er en unik kvalitet ved det trykte medie. Man kan se det hele på en gang og have et stykke historie mellem hænderne, siger Steve Hills, direktør for avisen The Washington Post.
Aviser over hele USA har ifølge CNN oplevet stormløb fra læsere, der ønsker at købe kopier af aviserne. På New York Times måtte man indføre en ”en-avis-per-person”-politik, da oplaget slap op.
The New York Times har trykt 75.000 ekstra kopier til salg i New York alene. Chicago Tribune har trykt 200.000 ekstra, og The Washington Post besluttede i går at udgive sin avis i 350.000 ekstra ”minde”-eksemplarer.

































