Den politiske kraft, Obama væltede ind i Det Hvide Hus med for et år siden, er i den grad ebbet ud:
28. januar 2010, 07:15
WASHINGTON: De tre store største valg i USA i de seneste tre måneder – guvernørvalg i New Jersey og Virginia og senatsvalget i Massachusetts – er alle endt med, at Demokraterne har tabt magten til Republikanerne. Præsidentens egen opbakning er raslet ned i et historisk højt tempo i løbet af det første år. De allerstørste reformer, som Obama lovede – først og fremmest sundhedsreformen – ser ud til at løbe ud i sandet.
Med dette triste bagtæppe skulle præsidenten bruge sin årlige tale om nationens tilstand til at komme tilbage i teten – og hans strategi var åbenlys: Skyd det mest af skylden på Wall Streets (og i parentes George W. Bush) – og brug nu al politisk pondus til at kæmpe for jobs til almindelige amerikanere på Main Street.
Obama synger nu med i det flertalskor af utilfredse amerikanere, som synes, at næsten alle problemer i USA skyldes de griske og uansvarlige banker – ja, hans udtryk om, at han ’hadede at hjælpe bankerne’ og ’at hjælpen til bankerne mindede ham om en rodbehandling’ lød langt mere populistisk end normalt. Præsidentens bebudede jobpakke – trecifrede milliardbeløb i skattefradrag, tilskud til små virksomheder, og belønninger til firmaer, som hyrer flere – er præcis den medicin, som store flertal har sukket efter længe.
Men – og det er et afgørende men – spørgsmålet er, hvad Obama kan få gennem Kongressen. Den svækkelse, som de ringe popularitetsmålinger og især sidste uges republikanske sejr i Massachusetts, har givet præsidenten, smitter allerede nu af på hans handlefrihed. I november skal alle i Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet på valg, og især hos mange demokratiske folkevalgte, der er i knibe, er villigheden til at hjælpe Obama begrænset.
Helt konkret står det efter talen klart, at præsidenten i hvert fald næsten har opgivet den prestigefyldte sundhedsreform, som skulle have været hans historiske triumf. Først 25 minutter inde i talen og efter at have gennemgået emner andre emner leverede Obama et spagt forsvar for den reform – eller som en kommentator udtrykte det: "man behøver ikke være professor for at mærke, at han er på vej væk fra den upopulære sag."
Med det nu totale fokus på jobskabelse sætter Obama nu næsten alt på et bræt: Lykkes det at knække arbejdsløshedskurven – mellem hver femte og hver tiende er uden job – ja, så kan han sikkert igen (næsten) gå på vandet. Mislykkes det, ja, så ligner præsidenten mere og mere Jimmy Carter, der kun fik en enkelt periode som præsident i slutningen af 1970’erne.
































