USA's præsident er dybt bekymret over fængslingen af en iransk-amerikansk journalist i Iran. Den kvindelige journalist har fået otte års fængsel.
19. april 2009, 19:26
USA's præsident, Barack Obama, er "dybt bekymret" for den iransk-amerikanske journalist Roxana Saberi, der er blevet idømt otte års fængsel i Iran.
Ved et pressemøde i forbindelse med et topmøde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) i Trinidad og Tobago opfordrede Obama Iran til at løslade hende.
Saberi har fået sin dom efter at være fundet skyldig i spionage til fordel for USA.
- Det er klart, at jeg er dybt bekymret over hendes sikkerhed og velbefindende. Vi arbejder på at sørge for, at hun bliver ordentligt behandlet. Hun er amerikansk statsborger, og jeg har fuld tillid til, at hun ikke har været engageret i nogen form for spionage, sagde Obama.
I går bekræftede Saberis advokat, at hun af en iransk revolutionsdomstol er blevet idømt otte års fængsel for at spionere til fordel for USA.
Dommen, der er den hidtil strengeste mod en person med dobbelt statsborgerskab i Iran, blev modtaget med "chok" af Saberis far. Han siger, at datteren er blevet "lokket" til at erkende sig skyldig.
Roxana Saberi har både amerikansk og iransk statsborgerskab, men de iranske myndigheder anerkender ikke dobbelt statsborgerskab.
Den 31-årige journalist har siddet indespærret i det berygtede Evin-fængsel i Teheran siden januar. Retssagen imod hende indledtes i mandags bag lukkede døre.
- Roxana sagde i retssalen, at hendes tidligere erkendelse af skyld ikke var sand, og hun sagde til mig, at hun blev lokket til at erklære sig skyldig, fordi hun troede, at hun ville blive løsladt, hvis hun samarbejdede, siger faderen Reza Saberi.
Dommen falder på et tidspunkt, hvor præsident Barack Obamas regering i USA forsøger at komme i dialog med Iran efter næsten 30 års bundfrosne relationer.
/ritzau/Reuters
































