Ny russisk kirkeleder går egne veje

Den 62-årige Kirill af Smolensk bliver åndeligt overhoved for mere end 100 millioner russisk-ortodokse kristne. Den egensindige kirkeleder er ikke magthavernes kop te.

MOSKVA: »Det er Guds vilje,« udbryder Ljubov Simeltjuk og slår korsets tegn for sig, fra højre mod venstre, som det hører sig til i den russisk-ortodokse kirke.

I aftenmørket foran Kristi Frelser-katedralen i Moskva velsigner hun højlydt de omkringsstående. Selv er hun rejst helt fra Ukraine for at overvære valget af den nye russisk-ortodokse patriark.

»Det er vigtigere end noget andet. Vi kan leve uden brød og uden vand, men ikke uden Gud,« siger hun.

Hun og de omkring 100 millioner andre troende i den russisk-ortodokse kirke har fået et nyt åndeligt overhoved, den 62-årige metropolit Kirill. Det afgjorde en afstemning blandt godt 700 biskopper, munke, nonner og lægfolk, der var samlet under katedralens gyldne kupler.

Med sejren kan Kirill indtage et magtfuldt embede i Rusland, hvor kirken ifølge meningsmålinger har tredoblet sin tilslutning siden 1990. Han var i forvejen favorit til posten, som han har varetaget, siden det tidligere kirkeoverhoved, Aleksij 2., døde 5. december.

Kreml er skeptisk overfor Kirill
Det betyder dog ikke, at valgkampen er foregået uden sværdslag. Konservative kræfter har beskyldt Kirill for at være for reformvenlig og for blødsøden især i det betændte forhold til den katolske kirke i Rom. De støttede i stedet hans modkandidat metropolit Kliment.

Præsident Dmitrij Medvedev og premierminister Putin har officielt ikke blandet sig i valget, men ifølge en række observatører har magthaverne været skeptiske over for Kirill.

Mens den tidligere patriark, Aleksij 2., plejede et nært forhold til Kreml, så ventes nemlig Kirill at føre en mere uafhængig linje, der kan gøre ham til en selvstændig magtfaktor.

»Kirill vil forsøge at give kirken indflydelse i det politiske spil,« siger den politiske kommentator Stanislav Belkovskij til radiostationen Ekho Moskvy.

Ruslands nye patriark har i 20 år været leder af kirkens kontor for »eksterne relationer« og regnes som mere moderat end sine modkandidater. Han er dog ligesom, resten af ledelsen i kirken, imod abort, fordømmer homoseksualitet og har tidligere taget afstand fra menneskerettighederne.

Kirill indsættes som patriark ved en ceremoni på søndag.