15. juni 2010, 22:59

Præsident Obama ejer nu oliekatastrofen - og det mest forunderlige er: Han selv har bedt om det.

Onsdag morgen dansk tid taler han til nationen om olien, og forud for talen afslørede hans rådgivere dele af indholdet, og kommentatorer var allerede begyndt at undre sig. Hvorfor gør han, hvad han gør, spurgte således Anne Applebaum i Washington Post. Oliekatastrofen er ikke hans skyld, han har gjort, hvad han kan gøre, og hvorfor i alverden vil han tage yderligere ansvar på sig?

»Når han ikke kan stoppe olien, hvorfor optræder han så som om, han kan,« spurgte hun.

Andre kommentatorer var lige så mystificerede. Marc Ambinder skrev hos Atlantic, at der »ikke var nogen politisk fordel« ved at engagere sig så hårdt i katastrofen og ikke mindst - som han udtrykte det - »tænke stort«.

For hvis Obama virkelig vil omkalfatre den amerikanske energipolitik og iværksætte noget, der minder om et Manhattanprojekt for at finde et alternativ til fossilbrændsel, så går senatorerne i baglås. Ikke kun Republikanerne, men også normalt trofaste demokratiske senatorer, som ikke kan sælge deres vælgere i rustbælte-staterne på ideer som CO2-afgift og CO2-loft og CO2-handel, skrev han.

Obamas kalkulation

Men præsident Obamas kalkulation er åbenbart anderledes og kan bedst opsummeres i spørgsmålet: Hvad skulle han ellers gøre? Lade stå til og langsomt, dag for dag, se forureningen underminere hans opinionstal og hans evne til at regere? For selvfølgelig kan han ikke stoppe forureningen, men han kan sørge for, at BP rydder hver en dråbe olie op og betaler erstatning til de mennesker, der har lidt tab; han kan sørge for, at en tilsvarende katastrofe ikke gentager sig; og han kan forandre de præmisser, som i bund og grund førte til katastrofen - amerikanernes afhængighed af olie.

For amerikanerne har alt for længe været i stand til at camouflere prisen for den amerikanske levemåde, men BP-udslippet har gjort prisen tydelig for enhver, der vil høre og se, og hvis der nogensinde har været en anledning til at tænke stort, så er det nu, vil Obama-tilhængerne sige. USA har ikke siden præsident Carter i 1970erne haft en energipolitik, som pegede væk fra olie og kul, og her er anledningen til at formulere den, eller som en af de analytikere, der har de bedste kilder i Washington, har udtrykt det:

Krisen er på mange måder som skabt for Obama, for han kan her vise, hvad »en progressiv, aktivistisk og kompetent regering kan gøre, og han kan genskabe den visionære tænkning, som inspirerede så mange under hans præsidentkampagne,« skriver John Heileman i magasinet New York. Vælgerne er ikke monstre, de forventer ikke, at Obama personligt kan lukke oliehullet, og de vil også bære over med, at han ikke under krisen har haft følelserne uden på tøjet, men de vil forvente, at han handler proaktivt, vurderer Heileman.

Vælgerne støtter

Det er også, hvad en ny meningsmåling viser. Rådgivere fra Det Hvide Hus rundsendte i går en mangefarvet rapport fra Benenson Strategy Group, og rapporten fastslog bl.a.:

63 pct. af vælgerne støtter en energiplan, som bl.a. omfatter et CO2-loft. Selv 60 pct. af de vælgere, der oplyser, at de formentlig vil stemme republikansk, støtter sådan en plan.

56 pct. af vælgerne siger, at de vil have større incitament til at genvælge en senator, hvis han stemmer for en CO2-energiplan.

64 pct. af vælgerne vil have en hård kurs over for bl.a. olieselskaberne, også selv om oppositionen siger, at sådan en kurs koster jobs og penge.

Tænk stort

Så præsident Obama kan have god grund til at tænke stort.

For det første - nej, han kan ikke stoppe udslippet, men han kan så meget andet, og det viser han. For det andet kan han få vælgerne med sig, hvis budskabet bliver serveret korrekt, og for det tredje kan han som under sundhedsdebatten demonstrere, at han kerer sig mere om, hvad han og hans tilhængere vil sige er den store og rigtige politik frem for den sædvanlige og smålige bytte-bytte købmand.