14. november 2008, 21:00 – opdateret 23. januar 2009, 22:15

Mindre end en uge inde i våbenhvilen begynder de nye ofre at komme ind til Shifa-hospitalet i Gaza By. Ofre for efterladt ammunition og for huse, der er så ødelagte, at de nu styrter sammen over de beboere, der vender tilbage til deres tidligere hjem.

Store mængder af ueksploderet ammunition ligger spredt rundt i hele Gaza. I opkørte kampvognsspor og i huse som israelske kampenheder har brugt som baser, ligger både motergranater og ammunition fra tunge maskingeværer. Forleden døde to mindre børn i Gaza By efter at have leget med efterladt ammunition, fortæller den danske læge, Bakhtyar Baram, der i en uge har arbejdet som kirurg i Gaza By. Han er til daglig overlæge for ortopædkirurgisk afdeling på Slagelse Hospital, men TV-billederne fra Gaza fik ham til at melde sig som frivillig læge gennem den tyrkiske organisation EHH.

»Jeg tænkte, at jeg da måtte gøre noget, så på Nettet fandt jeg den tyrkiske hjælpeorganisation, der straks sagde ja og sendte mig en flybillet,« fortæller Bakhtyar Baram, som i sin tid flygtede fra irakisk kurdistan og nu har boet de sidste 20 år i Danmark,

Inden den danske læge kom til Gaza By, blev gruppen af læger stoppet og holdt tilbage i halvanden time af en israelske kampvogne, der afspærrede den nordlige og sydlige del af Gaza-striben.

»Kanonerne pegede på os, og vi var rigtig bange. Vi troede jo, vi skulle skydes,« fortæller han.

Men lægegruppen fik lov at fortsætte, og de gik omgående i gang med arbejdet på Shifa-hospitalet.

Sårede overalt
»Det var frygteligt. Der var mennesker overalt, sårede og døde. Når patienterne døde i akut-modtagelsen, så blev de lagt på gulvet, for der var ikke andre steder at gøre af dem. Så når jeg skulle operere, så måtte jeg som regel skræve over børnelig. De lå overalt.«

Bakhtyar Baram knoklede med tre-fire store operationer hver eneste dag. Amputationer, komplicerede benbrud og voldsomme brandsår, måske efter fosfor-bomber. Han er fortsat påvirket af oplevelserne på sygehuset. F.eks. den dag der kom en klump af døde kroppe ind.

»Det var en mor, der holdt sine tre små børn i favnen, og de var alle smeltet sammen. Så tænker man, at mennesker, der gør sådan noget må være vanvittige,« siger han.

Men det værste for Baram er, når børn græder og dør. Og når de forældreløse kommer ind.

»Når man ser dem med skiltet »ukendt« på maven, uden mor og far, grædende, alene og måske to år gammel. Dem er der mange af – og det er det værste,« uddyber han.

Selv om krigshandlingerne er forbi, så er hospitalet stadig så overbebyrdet, at der ikke er kapacitet til almindelige operationer.

»Forleden fik vi 120 patienter ind på skadestuen. De 70 blev behandlet på stedet og sendt hjem igen med en kemikaliebombe af tre forskellige slags antibiotika. Og så håber vi, at der ikke kommer infektioner. Men de burde alle sammen være indlagt. Det ville de være blevet i Slagelse,« fortæller han.

Men der er ingen sammenligning mellem Slagelse på Sjælland og Shifa i Gaza. Det er to forskellige verdener. Og så er Gaza alligevel ikke det, værste, Bakhtyar Baram har oplevet i sin professionelle karriere.

»Jeg oplevede bombardementerne i Kurdistan. Jeg var læge i Halabja (under Saddam Husseins kemikalie-angreb på civilbefolkningen, red.) Gaza er en »fest« i sammenligning med det, der skete i Kurdistan. Havde Saddam Hussein været herre her, så var det hele jævnet med jorden,« mener Bakhtyar Baram.

Han tilser sine patienter, snakker lidt, opmuntrer og får sågar et offer for en eksplosion til at grine bredt.

»Vi støtter så meget vi kan psykologisk. Når jeg kysser patientens hænder, så får jeg ham til at føle sig bedre tilpas. Og så bliver han hurtigere rask.«