Ni landsbyer i fare for at blive skyllet

Frygt for oversvømmelser har fået myndighederne til at evakuere 160.000 personer i Sichuan. Samtidig har Beijing bedt ærkefjenden Japan om militær nødhjælp.

Mere end 160.000 personer er blevet evakueret i området omkring Mianyang i Sichuan, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua. De boede neden for Tangjia­shan-søen, der er i fare for at bryde sammen og oversvømme området.

Det store jordskælv og de seneste ugers mange efterskælv har fået bjergsider til at kollapse, og de mange jord- og mudderskred har blokeret flere af floderne i området. I alt er der 35 af den slags søer og dæmninger, der er ved at bryde sammen.

Jordskælvet, der ramte Sichuan den 12. maj og som målte 7,9 på richterskalaen, har indtil videre kostet 68.000 personer livet. Det tal vil fortsætte med at stige, for der er stadig mere end 20.000 savnede. Omkring fem millioner mennesker er hjemløse.

De kinesiske myndigheder har sagt, at arbejdet med de mange søer og dæmninger nu har førsteprioritet. For der er stadig mange efterskælv i området, der også er ramt af kraftigt regnvejr. Derfor stiger vandstanden i søerne, og et nyt efterskælv kan også få dæmningerne til at bryde sammen. Vandstanden i Tangjiashan stiger med en meter om dagen. Det dårlige vejr gør også redningsarbejdet yderst vanskeligt, og det er svært at komme frem med nødhjælpen.

Den vanskelige situation har endda fået kineserne til at bede det japanske militær om hjælp, skriver flere kinesiske medier.

Første gang siden krigen
Det er første gang, at det japanske militær lander på kinesisk jord, siden Japan besatte Kina fra 1931 til 1945. Det er en periode, som kineserne langt fra har glemt endnu, og besættelsen har præget forholdet mellem de to lande siden.

Den japanske regering i Tokyo siger, at de er ved at overveje anmodningen. Hvis de siger ja, vil det japanske forsvar flyve telte og anden nødhjælp ind i regionen. Man er stadig ved at finde ud af, om det skal ske med det japanske forsvars egne militærfly, eller om man skal leje civile fly til opgaven.

Tokyo har dog tidligere hjulpet Kina med nødhjælp til jordskælvet. I sidste uge kom et hold læger til Sichuan, hvor der allerede var 60 japanske nødhjælpsarbejdere.