Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

New York frygter stor-udbrud

New York frygter nu et stor-udbrud af svineinfluenza. Myndighederne siger, at op mod 200 elever på et lokalt gymnasium kan have været smittet med sygdommen, og at den nu kan brede sig. 11 andre amerikanere i tre forskellige stater har fået konstateret svineinfluenza.

SANTA FE
En læge på en skadestue i Santa Fe, kun fire timers kørsel nord for Mexico, ryster på hovedet.

"Jeg forstår det ikke," siger Lesa Fracer. "Vi er i bagenden af sæsonen, og jeg regnede med, at vi havde set de sidste influenza-tilfælde i år, og nu det her..."

To børn og deres fædre sidder i venteværelset og vil vide, om deres sløje børn er sløje på grund af det, som børn normalt bliver sløje af - eller om det er svineinfluenza.

"Det er en dybt bekymrende virus - den er helt ny og smitter fra menneske-til-menneske - og den er h-e-r. Eller i det mindste tæt på os," siger Fracer.
En af fædrene forklarer, som mange sikkert i de kommende dage vil forklare: "Jeg har læst på internettet..."

Men ikke kun Santa Fe eller de andre amerikanske byer og stater i nærheden af den mexicanske grænse har grund til bekymring.
For svineinfluenzaen er ikke længere kun i Mexico, den er også i Californien, i Texas, i Kansas og - mest foruroligende - i New York.
Natten til søndag dansk tid fastslog sundhedschefen i New York, at mindst otte syge elever på et gymnasium i bydelen Queens formentlig er smittet med svineinfluenza, og i løbet af den seneste uge har 200 andre elever på skolen formentlig haft den samme sygdom. Det svarer til 15 procent af alle elever på skolen.

Sundhedschefen, Thomas Frieden, bygger sin formodning på, at de otte elever, som blev testet, alle testede positiv for influenza, men influenza af en ukendt type, og en række elever fra skolen har netop været i Mexico, hvor svineinfluenzaen foreløbigt har dræbt 81 mennesker og smittet mindst 1.300 andre.
Myndighederne i New York har nu sendt prøverne fra gymnasiet til eksperterne hos Centers for Disease Control i Atlanta for at få et endeligt svar,

Hvis politikerne og sundhedseksperterne blot lige så simpelt kunne besvare et andet spørgsmål: Balancen mellem oplysning og opskræmthed.
For selvfølgelig skal amerikanerne have at vide, at der derude - tættere og tættere på og flere og flere steder - er en virus, som kan slå ihjel, men omvendt skal de heller ikke løbe storm på sygehusene for hvert et "atju" og hver en tudse i halsen, lyder balanceakten.

USAs største by, New York, er særligt udsat for et massehysteri, og Thomas Frieden valgte tydeligvis søndag morgen at nedtone og berolige frem for det modsatte.

Han understregede på et pressemøde, at gymnasieleverne fra Queens kun havde haft meget milde symptomer, ingen af dem havde været i livsfare, og New York har en nøje forberedt plan netop for en pandemi - "med tusindvis af ekstra sygehusventilatorer og millioner af masker og handsker og doser af Tamiflu," en medicin, der tager toppen af influenza og også svineinfluenza. New Yorkerne skal ikke tage på sygehuset, blot fordi de har feber og influenzasymptomer, sagde han, men de skal gøre det, hvis de udvikler vejrtrækningsproblemer og lungesmerter, understregede han.

Eddie Caporaso gik ikke på skadestuen. Han er elev på det influenzaramte gymnasium i Queens, og torsdag fik han 40 i feber, han hostede, han havde hovedpine og ledsmerter, fortalte han i går til New York Daily News, men efter et par dage fik han det bedre.

De andre elever og deres forældre og pårørende er nu ængstelige for at blive ramt.
"Jeg er nervøs," siger en forælder til avisen. Han bliver ved med at spørge sin søn: "Er du nu sikker på, at du er rask. Har du ikke ondt i halsen?"

Før de mulige tilfælde i New York havde USA konstateret 11 andre tilfælde.
Syv tilfælde i San Diego, grænsebyen lige nord for Tijuana i Mexico; to tilfælde i San Antonio i Texas, og søndag morgen bekræftede myndighederne to tilfælde i Kansas, en stat midt i landet. En beboer i en mindre by havde været til en konference i Mexico, og da han kom hjem, blev han alvorligt syg, med høj feber, letargi og ledsmerter; hans læge frygtede, at det var svineinfluenza, og han sendte en prøve til CDC i Atlanta, og her bekræftede eksperterne i går, at det var svineinfluenza. "Både manden og hans kone er klar over situationens alvor, og de er frivilligt gået i isolation," siger sundhedschefen i Kansas, Jason Eberhardt-Phillips, til nyhedsbureauet AP.

Ingen amerikanere er endnu døde af influenzaen, men det kan være stilhed før stormen, som New York Times konstaterede i går. Den store influenzaepidemi i 1918 kom netop i to etaper: I en mild form om sommeren og derefter i sin dødsensalvorlige form om vinteren.

På skadestuen i Santa Fe har Lesa Fracer foretaget en streptokok-prøve for halsbetændelse, og hun kommer tilbage med resultatet.

"Den er positiv," meddeler hun faderen. "Din datter har halsbetændelse."
Det er normalt ikke, hvad forældre har lyst til at høre, men faderen klarer op.
"Altså ikke svineinfluenza," spørger han.
Ikke svineinfluenza. Ikke denne gang.